Fortsæt til indhold

Hinnerup Garden vandt det hele til SilkeBlæs 2020

Den lokale garde ryddede bordet i Elite-rækken

Samfund
Arkiv

GARDERMUSIK Lige inden Danmark blev lukket ned på grund af Corona-virus, fik Hinnerup Garden 7. marts endnu en gang understreget orkesterets høje niveau.

De løb med alle præmierne i den øverste division Elite-Rækken ved koncertkonkurrencen SilkeBlæs i Jysk MusikTeater i Silkeborg. Ved det sidste Silkeblæs i 2018 vandt Hinnerup Garden alle præmier i den næstbedste række (A-Rækken). Det var første gang at Hinnerup Garden stillede op i Elite-Rækken.

SilkeBlæs er en koncertkonkurrence med fokus på god og høreværdig brass band-musik, hvor performance tæller side om side med den musikalske udførelse. Alle medlemmer af Hinnerup Garden inklusiv tambourkorpset, grundskoleeleverne og eleverne i Juniorgarden deltog sammen med Brassbandet i den teaterperformance, der var integreret omkring koncerten med filmmusik som tema.

Hinnerup Garden vandt til SilkeBlæs priserne som Bedste Brass Band, Bedste Solist (Michelle S. Knudsen), Bedste Performance og Samlet vinder.

"Det er ret unikt blandt danske bygarder, at Hinnerup Garden tilbyder undervisning i tre niveauer; Grundskole, Juniorgarden og Brass Band/Trommekorps. Så man behøver ikke at have spillet et musikinstrument før for at starte i Hinnerup Gardens Grundskole, og man kan dygtiggøre sig sammen med andre på samme niveau. Det høje musikalske niveau i Hinnerup Garden er desuden et resultat af, at Hinnerup Garden udelukkende anvender professionelle konservatorieuddannede instruktører til at undervise på alle tre niveauer," skriver Hinnerup Garden selv i en pressemeddelelse.

Hvis der til den tid er styr på Corona-situationen, bliver der mulighed for at opleve Hinnerup Garden ved sommerkoncerten d. 16. juni. Følg med på Hinnerup Gardens hjemmeside for at være opdateret om sommerkoncerten. Der bliver dog også mange andre muligheder for at opleve Hinnerup Garden rundt i Østjylland til sommer.