Fortsæt til indhold

Fut i det virtuelle klasseværelse

Brugen af videokonferencer i undervisningen af elever breder sig i Skanderborg Kommune.

Samfund
Arkiv

SKANDERBORG Corona-krisen har sat gang i kreativiteten. Derfor har foreløbig 120 lærere været på webinar i at bruge Microsoft-værktøjet "Teams." Forventningen er, at endnu flere vil bruge værktøjet i undervisningen i den kommende tid, lyder det i denne pressemeddelelse.

Asger Rønne, lærer for femte årgang på Gl. Rye Skole, har travlt for tiden. Indtil for nylig var han frikøbt én dag om ugen til at hjælpe skoler i Skanderborg Kommune med at udnytte nye IT-værktøjer i undervisningen. Corona-krisen har sendt ham på overarbejde, da efterspørgslen på nye muligheder for at lave fjernundervisning er steget eksplosivt blandt hans kolleger.

"Rigtig mange lærere er godt i gang med at lave undervisningsmateriale, blandt andet på læringsplatformen MinUddannelse. Men da situationen med corona-smitte nu ser ud til at blive længerevarende, har flere efterspurgt muligheden for videokonference i den daglige kontakt med eleverne, fortæller Asger Rønne.

Årsplanen følges

Line Nielsen fra Stilling Skole er en af de lærere, som nu bruger videokonference i undervisningen. Hun er dansklærer på niende årgang, og konferencesystemet har givet hende og klassen mulighed for at følge den oprindelige undervisningsplan, hun har lagt for skoleåret.

"Jeg har kastet mig ud i det uden at kunne noget på forhånd. Efter lidt begyndervanskeligheder underviser jeg nu ud fra min almindelige årsplan. Jeg deler min pc-skærm med eleverne, så jeg kan vise dem det materiale, som jeg også ville have vist dem i et fysisk klasserum," fortæller Line Nielsen.

Generelt har børnene også taget rigtig godt imod muligheden for at mødes virtuelt.

"De er glade for at kunne snakke sammen igen, og der sidder altså nogle IT-kyndige børn derude. De er ret hurtige til at forstå værktøjerne. Det ligner noget, de bruger i forvejen. Vi mærker dog også, at der er rigtig mange brugere på, og det belaster IT-systemerne. Det har Teams indtil videre ikke været så berørt af, og derfor fungerer det rigtig godt, fortæller Asger Rønne.

wuf