Fortsæt til indhold

»Fuld nedlukning af sauna er kritisabelt«

Saunaen i Ebeltoft Svømmehal har været lukket siden 1. oktober. Kritisabelt, siger en bruger. Ansvarsfuldt, siger udvalgsformand

Samfund

Tilbage i september tog EBIC i samarbejde med Syddjurs Kommune beslutningen om at lukke ned for saunaen i svømmehallen. Men den er savnet af brugerne. I hvert fald af en gruppe mænd, som gennem 30 år har mødtes, gået til yoga og haft det som en fast tradition at blive varmet godt igennem bagefter. Det fortæller en af dem, Per Nørgaard Bitsch.

Åbent brev

I sidste uge sendte han et åbent brev til flere udvalgsformænd i Syddjurs Kommune og ledelsen i EBIC. Op til weekenden havde han stadig ikke fået svar. Brevet lød i en lettere forkortet form således:

»Det er med stor fortrydelse, jeg har noteret den totale nedlukning af saunaerne i svømmehallen på ubestemt tid. Jeg har fuld forståelse for målsætningen om at spare på hallens energiforbrug! Men jeg mener, at en fuld nedlukning er kritisabel og ubalanceret set i forhold til de positive effekter på borgernes fysiske og mentale helbred, som utvivlsomt er forbundet med brugen af sauna. Ikke mindst for den ældre del af befolkningen.

Analogt til reduceringen af temperaturen i bassinet vil jeg foreslå, at saunaerne ikke lukkes fuldstændigt, men som minimum åbnes en gang hver uge. Fx i den almindeligvis meget populære halåbningstid onsdage kl. 17-20. En vis trængsel må nok påregnes, men det er i min optik langt at foretrække for en fuldstændig lukning.

Supplerende vil jeg foreslå, at der overvejes indførelse af en ”saunabillet” som et TILKØB til de sædvanlige adgangsgebyrer. Kan på enkel vis kontrolleres af personalet og af gæsterne indbyrdes ved udlevering af et passende bånd, der skal bæres om håndleddet under besøget. Dermed fuld brugerbetaling af saunaernes energi, forudsat en rimelig tilslutning, hvilket jeg ikke et øjeblik tvivler på, der vil være. Især hvis åbningstiden for saunaerne begrænses som nævnt ovenfor.

De bedste hilsner fra en flittig bruger af svømmehallen gennem 30 år.«

Vi har et ansvar

Det er Syddjurs Kommune, der ejer svømmehallen, som driftes af EBIC. Derfor mødtes ledelsen herfra med udvalget for Kultur, fritid og landdistrikter i september, hvor de sammen tog beslutningen om at lukke ned for saunaen.

»Som så mange andre institutioner er vi også ramt af de høje energipriser, og saunaen opvarmes med ren el. Vi havde også en overgang skruet ned for temperaturen i det lille bassin, men det blev for koldt for børnene, så vi har skruet op igen,« forklarer formand for EBICs bestyrelse Hans Jørgen Hvitved.

Staten har givet kommunerne en økonomisk håndsrækning som et plaster på energikrise-såret, og 200.000 kroner af dem får EBIC af Syddjurs for at modsvare de øgede omkostninger., fortæller Hans Jørgen Hvitved.

»Det løber lige akkurat rundt med det tilskud. I august i år lød vores elregning på 150.000 sammenlignet med 50.000 kroner sidste år, så vi må som mange andre se på, hvor vi kan spare.«

Han anerkender til fulde, at saunaen er savnet, og at den har en ikke ubetydelig funktion i forhold til brugernes ve og vel, som Per Nørgaard Bitsch også nævner i sit brev.

»Vi kan ikke undgå, at nogen må lide afsavn i de her tider, og det er det muliges kunst.«

Hans Jørgen Hvitved siger, at han vil tage forslagene fra brevet om brugerbetaling med på bestyrelsesmøde i EBIC 20. december.

»Men jeg bliver også nødt til at sige, at det her ikke kun handler om penge. Det handler også om at sende et signal.«

For udvalgsformand Heine Skovbak Iversen er det netop den betragtning, der er hovedårsagen til lukningen af saunaen.

»Det handler ikke kun om de øgede udgifter, men også om, hvad der er forsvarligt at gøre som land og som kommune. Vi skal se det her i et større perspektiv. Vi har lige som resten af landet sagt, at vi vil bruge mindre energi, og det er jo hele Europa, der skal skrue ned for energiforbruget. Hvis vi allesammen bruger mindre, så undgår vi, at nogle skal lukke ned og sidde uden varme. Det gør lidt ondt på alle, men det er vores ansvar.«

Hvornår saunaen igen kommer op at køre, vil hverken bestyrelse eller udvalg give et bud på.