TV: Nyt vandværk: Fuld kraft på pumperne i containerne imens
Søften Vandværk er gået utraditionelt til værks
Normalt putter vi ting i containere for at fragte eller gemme det af vejen. Men ikke i Søften.
Her har de lagt hele deres vandværk i tre containere og skruet op for hanerne, så 1.100 husstande i byen kan få frisk vand hver dag, mens det nye vandværk bygges.
”Nu styrer vi det hele selv under bygningen af det nye værk,” siger formanden for Søften Vandværk gennem de sidste fem år Kristian Laursen Vig.
Det gamle vandværk i Æbleparken kunne ikke mere og stod foran en restaurering.
”Og vi talte da om at lave lukkede filtre i det gamle værk, så var det det.”
”Men vi regnede ud, at et spritnyt og fremtidssikret vandværk næsten var samme pris som at restaurere den gamle skal. Så den løsning valgte vi.”
Herefter har Vand og Teknik A/S hjulpet med alle de tekniske installationer i containerne.
Opsparing gennem 15 år
Borgerne i Søften har ifølge formanden sparet sammen gennem 15 år til dette projekt.
De tre containere, som er placeret lige bag byggepladsen, hvor det gamle vandværk lå, bliver henholdsvis brugt som filteranlæg, udpumpning og rentvandstank.
”Installationen i containerne skal ikke genanvendes. De er kun midlertidige, men at vi valgte denne løsning er fordi, at vi ikke risikerede at løbe tør for vand. Nu har vi sikret forsyningen, og vi kan i nødstilfælde koble os på Hinnerup Vandværk.”
Smeden skruede lidt ned
Kristian Laursen Vig og hans bestyrelse i vandværket holder også øje med vandforsyningen især i denne indtil nu meget tørre sommer. Mange vandværker landet over klager over presset.
”Vi har masser af vand at pumpe op. Vores normale kapacitet er 24 kubikmeter, men i den tørre tid har vi øget til 28 og kan gå op til 36 kubikmeter. Forleden, da det var meget varmt, røg den op på 42, så der måtte smeden lige ned og regulere trykket, så vi kan følge med.”
Jeg besøger vandværket samme dag, som Søften holder marked på Engen lige ved siden af. Her har vandværket også fået en stand, hvor de denne varme dag har godt gang i udskænkningen af frisk vand fra dunke.
”Vi blev spurgt, om ikke vi ville deltage, så nu får vi snakket vandmiljø og kan fortælle om det gamle og nye vandværk,” fortæller han, der til generalforsamlingen også oplevede en stor interesse for vandværket.
”Der kom 115 personer fra de 1.100 husstande, vi forsyner. Det er jo rigtig flot opbakning,” siger Kristian Laursen Vig, der til daglig er skibsfører på Tunøfærgen.
”Jeg er uddannet skibsfører og maskinmester og har sejlet containere i fem år hos Maersk, world wide.”
”Jeg kan ikke spille fodbold eller håndbold, så mit bidrag til dette lokalsamfund var at gå ind i denne bestyrelse, hvor jeg først sad som suppleant gennem et par år og nu formand.”
Søftens nye vandværk står færdigt i november i år, men vandet vil helt frem til maj-juni-juli 2019 komme fra containerne på Engen.
”Filtrene rummer en masse biologi, og der kan godt gå et halvt års tid med at finde det rigtige bakterielle niveau.”