Fortsæt til indhold

Anlæg for 1,1 milliarder kroner

400 millioner kroner bliver brugt allerede i år. 63 heraf går til mindre anlæg såsom cykelstier, helleanlæg og fartdæmpning

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Trafik Cykelsti på Hejredalsvej, et lyskryds på Løgtenvej og en skolevejstavle og Toronto-blink på Bavnegårdsvej. Disse anlæg er blandt de mange mindre projekter, Aarhus Kommune går i gang med i år.

Byrådet har besluttet at bruge i alt 1,1 milliarder kroner på større og mindre anlægsprojekter over de kommende fire år. Politikerne har nikket til et stort katalog over projekter, der strækker sig fra Bering-Beder Vejen og til små stier ved Skødstrup. 400 millioner kroner bruges i år.

Der sættes ind med hastighedsdæmpning flere steder i Gellerup. Det drejer sig om Sigridsvej, Gudrunsvej og Hejredalsvej, hvor der er målt meget høje hastigheder.

På Løgtenvej er der store problemer med at komme ud på Kirkholtvej mod Djurslandmotorvejen. Her får man et signalreguleret kryds for at forbedre trafikafviklingen. På Bavnegårdsvej skal en skolevejstavle og såkaldte Toronto-blink, der signalerer, at her er der fodgængerfelt, sikre skolebørnene en mere sikker krydsning af vejen ved Koltvej.

På Skjoldhøjvej er der opstuvning af trafik i myldretiden, da det er svært at afvikle trafikken ud på Anelystvej. Det håber man at mindske med en højresvingsbane på Skjoldhøjvej.

På Silkeborgvej fra Ringvejen til Haslevej etableres en række krydsningsheller midt på vejen, som beplantes med træer. Formålet er at sænke hastigheden på vejen og minimere muligheden for hasarderede overhalinger. Samtidig vil man forbedre muligheden for at krydse vejen specielt for bløde trafikanter. Tiltagene har været et stort ønske fra beboere og fællesråd, oplyser forvaltningen.

Tæt dialog med fællesråd

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) pointerede på byrådsmødet, at flere af anlægsprojekterne er blevet til på baggund af tæt samarbejde med fællesrådene i lokalområderne. Det gælder blandt andet cykelsti i begge retninger på Hejredalsvej og fartdæmpning samme sted, 2-1 vej på Sønderskovvej/Hovmarken, fartdæmpning på Christiansbjerg og lydfyr for blinde og svagtseende på Fuglebakkevej.

"På grund af vores tætte samarbejde med fællesrådene, så er det her både store anlægsprojekter, som er behandlet over en årrække, og mindre projekter på baggrund af ønsker fra fællesråd og samarbejdspartnere," lød det fra en tilfreds Bünyamin Simsek på byrådsmødet i sidste uge.

Han opfordrede kraftigt til, at byrådet tiltrådte indstillingen med det samme:

"Det her vil gavne vores erhvervsliv. Det kommer timingsmæssigt helt rigtigt, selvom det ikke har noget at gøre med den tid, vi befinder os i. Jeg håber på støtte, så vi får det igang hurtigst muligt."

Og det bakkede partierne op om. SF, Enhedslisten og Alternativet tager dog fortsat forbehold for anlæg af Marselistunnellen. Alternativet og Enhedslisten tager også forbehold for Bering-Beder-vejen.