Hammel Neurocenter lukker en række indgange
Regionshospitalet Hammel Neurocenter lukker i en midlertidig periode en række indgange til hospitalet som følge af COVID19-situationen.
Hammel Fra fredag 27. marts klokken 9.00 lukker Regionshospitalet Hammel Neurocenter midlertidigt en række indgange til hospitalet, lyder det i en pressemeddelelse.
Det betyder, at man skal benytte indgang A (hovedindgangen), hvis man har ærinde på neurocentret.
Lukningen af indgange sker for at begrænse smitten med COVID19 (corona-virus).
Patienter til blodprøvetagning
En gruppe af patienter er dog undtaget og kan derfor fortsat benytte deres sædvanlige indgang.
Det gælder patienter, der har en tid til at få taget en blodprøve. De kan fortsat benytte indgang B, der fører ind til blodprøvetagningen.
Alle andre indgange til neurocentret – udover indgang A og B – er lukkede, indtil det vurderes forsvarligt at åbne dem igen.
Hospitalet er i fuld gang med at opdatere såvel fysiske skilte som finde vej-siden på hjemmesiden.
Personale skal fortsat bruge regions-ID-kort
I forbindelse med lukningen af indgangene til Hammel Neurocenter vil alle døre med automatisk dørkontrol fortsat kunne benyttes af personale med deres regions-ID-kort.
Det er ikke tilladt at slå låsen fra eller blokere døre. Alle døre skal altså forblive låst for at begrænse smittespredning.