Oliver står på hovedet for at nå VM i Tokyo
Gymnastikken har en Formel 1-klasse. Den hedder Power Tumbling - den dyrker 12-årig fra Hinnerup på landsholdet
HINNERUP Når 12-årige Oliver fra Hinnerup sætter sig til rette i maskinen mod Tokyo 28. november, er det en stor drøm, som går i opfyldelse.
"Jeg har haft det her som mål, siden jeg begyndte på Power Tumbling," fortæller Oliver Wrang Laursen. Han skal sammen med det danske landshold i Tumbling kæmpe ved VM i den japanske storby, en tur der varer 10 dage.
Tumbling er en disciplin under springgymnastik. Men her foregår det alene på en hård og spændstig fiberbane, der kan give gymnasten fuld fart på - i flere baglæns spring. Gymnastikkens Formel 1, siges det.
"Ja, jeg lægger ud med et araberspring, hvor jeg vender kroppen bagud og så fem wipes back, inden mit slutspring, som er det største af de otte spring," siger Oliver.
Oliver startede i Hinnerup som seksårig i Rønbæk Idrætscenter. Ret hurtigt stod det klart, at hans talent bød på mere end almindelige spring til træningen.
"Der var ikke udfordring nok, så jeg begyndte et år efter hos VIK Gymnastik i Aarhus, hvor muligheden for at prøve tumbling var tilstede.
I dag træner han hos Silkeborg Pigerne & Drengene (SPD) fire gange om ugen.
"Så bliver jeg kørt af min mor, far eller sammen med nogle venner. Det tager tre kvarter hver vej, men jeg bruger tiden på at forberede mig mentalt på træningen, for den kræver fuld opmærksomhed," siger Oliver, der tager iPaden til hjælp og kigger videoer på YouTube. Her er han også selv repræsenteret.
Familien på Møllevangen i Hinnerup har sat deres hus til salg for at flytte til Silkeborg.
"Så kan jeg også deltage i morgentræningen," siger Oliver og lyser op i et smil.
At springe baglæns i fuld fart er ikke for enhver. Oliver har da også - sin unge alder til trods - nået at brække benet to gange.
"Det er en farlig sport. Du skal vide præcis, hvor du lander, når du kommer med ryggen til. Derfor mediterer jeg også for at kunne komme helt ned i tankerne og være klar."
"Men når du bliver skadet, så har vi dygtige fysioterapeuter, som hjælper dig. Og den fysik, vi er i besiddelse af, hjælper os hurtigt videre."
Oliver blev selv inspireret til den specielle form for gymnastik, da han så Damien Walters på YouTube.
"Han lavede parkour og senere Power Tumbling. Han er mit største idol."
Tumbling-landsholdet består af 16 mand fordelt på tre hold, senior, junior og mini, hvor Oliver er med.
"Men vi er meget godt med på verdensplan. En af mine holdkammerater, Rasmus, er netop blevet nummer to i en World Cup."