Fortsæt til indhold

Aarhus vil fremrykke investeringer for 300 millioner kroner

Ved at sætte en række projekter i gang hurtigst muligt vil Aarhus Kommune forsøge at afbøde konsekvenserne af coronakrisen

Samfund
Jonas Hvid, JP Aarhus

Renoveringer af daginstitutioner og skoler. Fremrykning af vej- og byggemodningsprojekter.

Mandag blev politikerne i Magistraten i Aarhus mandag enige om hurtigst muligt at sætte gang i en række initiativer for at afbøde den økonomiske krise affødt af coronapandemien. Kommunen vil bruge op til 300 mio. kr. på disse fremrykninger.

Vægten skal ligge på initiativer til fremme af den grønne omstilling, og herudover afsættes blandt andet 30 mio. kr. til bygningsvedligeholdelse og genopretning.

Borgmesterens Afdeling skal samle forslagene fra de forskellige afdelinger og inden udgangen af april præsentere disse i en indstilling.

"Det er for at kunne sætte gang i hjulene, afbøde den økonomiske krise, som vi befinder os i og holde holde hånden under beskæftigelsen i det omfang, vi kan være med til det," forklarer borgmester Jacob Bundgaard (S) initiativerne, som betales ved at trække på kommunens finansielle egenkapital.

Borgmesteren fremhæver, at kommunen for nylig har gået alle sine bygninger med henblik på at lave energirenoveringer:

"Så vi sætter både gang i vores aktiviteter og fremmer vores grønne omstilling. Det er en overskrift for mange af tiltagene."

De centrale elementer i Aarhus Kommunes såkaldte aktive erhvervsindsats for at afbøde krisen er: at investeringer skal fremrykkes uden betaling af den normale interne rente, en månedlig opfølgning på, at der eksekveres, prioritering af interne og eksterne ressourcer til eksekvering, en straksdialog med håndværkererhverv om mulige tiltag for at fremme hurtig igangsætning af anlægsarbejder.

Borgmesterens Afdeling kunne mandag ikke give konkrete eksempler på, hvilke initiativer, der kandiderer til at få del i rammen på op til 300 mio. kr. Frem til onsdagens byrådsmøde, hvor den aktive erhvervsindsats er på dagsordenen, arbejdes der på en liste over projekter, som skal fremrykkes.