Fortsæt til indhold

Hvad skete der lige dér? Northside slettede vigtig billetinfo under pressemøde

Det ene øjeblik skrev festivalen på sin hjemmeside, at man kunne få refunderet sine penge ved aflysning. Det næste var den passage væk. "Dårlig kommunikation," siger forbrugerråd

Samfund
Danni Paulsen

En håndfuld personer har på de sociale medier kritiseret Aarhus-festivalen Northside for dårlig stil og mærkværdig håndtering af situationen mandag aften, hvor det blev slået fast, at sommerens festivaler enten skal aflyses eller udskydes til efter august.

Da statsminister Mette Frederiksen gik på skærmen klokken 20 og cirka 20 minutter senere gav den nedslående melding til de danske festivaler og festivalgængere, stod der nemlig på Northsides hjemmeside, at "billetter refunderes kun, hvis festivalen aflyses".

Men lidt senere blev den formulering pludselig slettet. Og lidt senere igen blev den atter tilføjet.

Om sletningen af formuleringen var et forsøg på at tilbageholde information for kunderne i forhåbning om, at de hellere vil beholde deres billet end kræve pengene tilbage, og om den senere tilføjelse skyldtes, at manøvren blev opdaget, ville Lokalavisen Aarhus gerne have spurgt Northside Festival om.

Men Down The Drain Group, som står bag festivalen, er ikke vendt tilbage på flere henvendelser fra avisen.

Forbrugerråd: Dårlig kommunikation

Forbrugerrådet Tænk føler sig dog ret overbevist om, hvad hensigten med sletningen var.

"Der kan ikke være tvivl om, at når de sletter det, så er det, fordi de håber, at flere vil gå efter en anden løsning end refundering. Men jeg synes, det er dårlig virksomhedskommunikation ikke at fortælle forbrugerne, hvordan de er stillet, uanset om man håber, at folk vil bruge billetten næste år. Det kan jo være fair nok at komme med et godt tilbud til sine kunder for at holde på dem, men det ændrer ikke ved, at det er ordentlig virksomhedskommunikation at fortælle folk, hvilke rettigheder de har," siger vicedirektør Vagn Jelsøe.

Man har dog ikke pligt til at oplyse den slags på sin hjemmeside, så derfor havde det umiddelbart ikke været ulovligt, hvis festivalen havde bestemt sig for ikke at tilføje passagen igen.

Ifølge Vagn Jelsøe ændrer det ikke på billetkøbernes rettigheder.

"Det er sådan, at hvis du har betalt penge for en ydelse, og den erhvervsdrivende ikke kan levere den ydelse, så har du krav på at få pengene tilbage. Det er dybest set, hvad det her handler om. Har du købt billet til en festival, som bliver aflyst, så kan du få pengene tilbage. Det er der ingen tvivl om."

Så uanset om det står der eller ej, så kan billetkøberne få deres penge igen?

"Ja, det vil jeg mene."

Penge tilbage eller beholde?

Northside har på baggrund af statsministerens melding valgt at aflyse årets festival. Og tirsdag skrev man i en nyhed på hjemmesiden, at køberne vil modtage refunderingsinformation fra billetudbyderen.

"Til dig, der allerede har købt billet, vil det betyde meget for festivalen, hvis du vil beholde din billet – den gælder nemlig automatisk til NorthSide i 2021. Vi vil meget gerne se dig igen i 2021, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det bliver et helt ekstraordinært ”velkommen tilbage” til NorthSide. Ønsker du at refundere din billet, så skal du holde øje med din indbakke efter påske, hvor du vil modtage yderligere informationer fra Ticketmaster," skrev festivalen.

Om man bør beholde billetten eller bede om pengene tilbage, vil Vagn Jelsøe ikke gøre sig til dommer over.

"Hvis de siger, at festivalen er aflyst, men at de håber du vil beholde billetten som adgang til næste års festival, så skal man overveje, om man vil det eller ej. Det har jeg selv gjort med en Nick Cave-koncert i Royal Arena, som jeg har valgt at beholde billetten til. Men specielt når man taler om festivaler, som kan have en meget skrøbelig økonomi, risikerer man, at arrangøren går konkurs. Det betyder, at har man ikke fået sine penge tilbage, så risikerer man, at de går tabt. Der løber man en risiko, med mindre man har købt sin billet med et Mastercard, som har en konkurssikring," siger han og fortsætter:

"Så man må gøre op med sig selv, hvor mange penge det handler om, hvor sandsynlig en konkurs er, eller om det er en virksomhed, som man har sympati for og gerne vil støtte. Det kunne jo godt være tilfældet med en festival som Northside. For jo flere der beder om at få deres penge igen, jo mere sandsynligt er det, at de, der vælger at støtte, mister deres penge, fordi virksomheden går konkurs. Sandsynligheden for at Northside kan klare skærrene øges, jo flere der beholder billetten."