Fortsæt til indhold

Foreninger og forretninger hjælper hinanden i Hadsten

Indsamlede penge foræres væk som gavekort til de lokale butikker via Facebook-siden 'Sammen i 8370'

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Michelle Eskildsen fra Hadsten har på få dage skabt et fællesskab og en god måde at tackle corona-krisen på.

Hun har oprettet Facebook-siden 'Sammen i 8370', hvor der nu afholdes konkurrencer og foregår uddeling af gavekort, der kan bruges til byens håndværkere og i butikkerne. Siden har lige nu omkring 1.000 medlemmer.

"Jeg faldt over facebook-siden 'Humørvirus over Auning', kontaktede dem der stod bag for at få nogle fifs, og så oprettede jeg 'Sammen i 8370'," fortæller Michelle Eskildsen, der til daglig er advokat hos Paragraf Advokaterne i Hadsten, der også har kontor i Auning.

Gavekort uddeles

Ideen er god og simpel. Der indsamles penge og gavekort. De udloddes igen via konkurrencer og ved uddeling.

"Foreningerne kan ikke undvære forretningerne og omvendt. Så den her måde at give igen på, er et fint øko-system," mener hun.

"Vi skal ikke være nogen konkurrent til de andre Facebook-sider i Hadsten. Det her er et tidsbegrænset tiltag," fortæller en travl tovholder for projektet, Michelle Eskildsen.

Gåtur gav samarbejde

Hendes søn spiller håndbold i Hadsten Håndbold og hun gik en tur med tovholder for Hadsten Håndbold, Simon Buus Olsen, hvor hun fortalte om ideen.

Og nu er Hadsten Håndbold, Hadsten Hawks og HSK Fodbold gået sammen om konceptet. Med som mediepartner er en lokal hjemmeside, 'Byens Nyt'.

De tre foreninger startede med at spytte i kassen og i skrivende stund er der indsamlet lidt over 50.000 kroner fra de tre foreninger, erhvervsdrivende og private i Hadsten-området.

I denne tid går frivillige fra de tre foreninger rundt og indsamler penge, mens de også sørger for at uddele gavekort rundt omkring. Både i landsbyerne omkring Hadsten, men også i Hadsten by kan du være heldig at møde de frivillige gavegivere.

Gavekortene er på omkring 100 kroner stykket. For ideen er også, at dem der er modtagere, så måske også køber lidt mere hos butikkerne.

Gav mening for sønnen

"Min søn arbejder nogle timer om ugen med at gøre rent hos Bente Ebdrup i Anytime. Da han hørte om konceptet sagde han med det samme, at han ville donere en halv månedsløn. For som han sagde: Hvis der ikke er butikker, så er der ingen steder at få jobs," genfortæller en stolt mor, Michelle Eskildsen.