Svenstrup-kunst er med i ny bog
Statens Kunstfond giver to sider til kunstværket Udflugtsoraklet i Svenstrup
Svenstrup Kender du mon udflugtsoraklet? Der er tale om et kunstværk af Hartmut Stockter, og værket befinder sig ved forsamlingshuset i Svenstrup. Ja, nu befinder det sig så også i en ny bog fra Statens Kunstfond, hvori fonden beskriver kunst i det offentlige rum - fordi:
" I dag ser mange måske stadig kunst i det offentlige rum som skulpturen, der står på torvet, eller som maleriet på husgavlen. Kunstprojekterne i kataloget skal gøre det lettere at se kunst som en del af hverdagen," lyder det i bogen.
Faktisk har Svenstrup-værket, som er støttet af Statens Kunstfond, fået to hele sider i den nye bog, samt omtale i forordet.
"Det er utrolig flot, at Favrskov får så fin en eksponering. Det skal vi da være stolte over," siger Birgit Bach-Valeur, som selv bor i Svenstrup og er formand for Kunstudvalget i Favrskov Kommune.
Har skabt venskaber
Birgit Bach-Valeur var desuden tovholder på projektet 'Kunsten ud i Landsbyerne' i Svenstrup. Og netop 'Kunsten ud i landsbyerne' var det, som Udflugtsoraklet udsprang af. Favrskovs 41 landsbyer blev spurgt, om de ville være med. I 2017 takkede Svenstrup ja.
Det er kommunen og Favrskov Landsbyråd, som står bag projektet, men det har været et krav, at borgerne selv skulle være med i arbejdet.
"Et af hovedformålene var nemlig at skabe nye fællesskaber, ved at borgerne var fælles om en aktivitet og skabte noget sammen," forklarer Birgit Bach-Valeur.
Og projektet i Svenstrup havde netop den virkning.
"Der er ingen tvivl om, at vi er blevet tættere. Vi er gået fra, at vi blot vidste, hvem hinanden var, til at der er opstået venskaber," siger Birgit Bach-Valeur.
Et utal af udflugter
Beboerne fik besøg af kunstneren Hartmut Stockter sankthansaften 2017. Han tog en vandring i byen for at mærke sjælen og gik så hjem og udtænkte Udflugtsoraklet, der er en træskulptur, som ud over at fungere som stedmarkør kan komme med bud på udflugter i lokalområdet. Tre drejeskiver med seks håndmalede billeder eller tekst på hver skive kan sættes i gang med tre håndtag, således at de drejer inde i skulpturen. Drejeskiverne kan sammensættes på et utal af måder. Hver gang kommer oraklet altså med et nyt bud på en unik udflugt i lokalområdet.