Frivilligcenter håber på meget mere pop-up-frivillighed
Såkaldt corporate voluntering ser Frivilligcenter Favrskov gerne bliver meget mere udbredt i Farvskov Kommune
Hadsten Da Ældrecentret Stationen i Hinnerup manglede en ny hjemmeside, tog Frivilligcenter Favrskov fat i Jesper Brixen fra MiniMarketing i Hadsten og spurgte, om han kunne hjælpe gratis. Det ville han gerne. På samme vis trådte psykolog Hans Meredin til, da frivilligcentret spurgte, om han ville hjælpe nogle personer, der havde haft en voldsom oplevelse som frivillige. Endelig tilbyder King Frisør i Hadsten gratis klipning til mindre bemidlede, hvor frivilligcentret formidler kontakten.
Disse tre eksempler på virksomheder, der yder frivillighed i arbejdstiden - såkaldt corporate voluntering - ser Frivilligcenter Favrskov gerne bliver til mange flere. Enten i den form, hvor medarbejderne hjælper indenfor deres faglighed, eller hvor man i fælles front eksempelvis samler skrald eller penge ind.
"Vi ønsker jo selvfølgelig at bakke op om alle dem, der yder frivilligt arbejde, og de nyder virkelig godt af den her slags pop-up-frivillighed," siger Marie-Cecilie Friis Broundal, leder af Frivilligcenter Favrskov.
"Samtidig giver det også god mening for virksomhederne at gøre det her, da undersøgelser viser, at der kommer mere motiverede medarbejdere ud af at lave frivillighed. Desuden får man en større fællesskabsfølelse af at stå sammen for en sag. Man kan jo starte med at inddrage sine medarbejdere og spørge dem, hvad de gerne vil hjælpe med. For det skal selvfølgelig give mening - og det er så her Frivilligcenter Favrskov kan hjælpe."