Regeringen er klar til at åbne landet lidt mere
"Det er gået bedre, end vi havde turdet håbe på og forvente," sagde statsministeren på pressemøde
"Det er gået godt, Danmark!"
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen tirsdag eftermiddag på det absolut mest positive pressemøde i statministeriet under coronakrisen.
Antallet af indlæggelser og intensiv-indlæggelser er faldet, og derfor står den bebudede genåbning af landet startende med daginstitutioner og mindre klassetrin ved magt, lød budskabet fra Mette Frederiksen.
"Det er gået bedre, end vi havde turdet håbe på og forventet. Selvom vi er i en svær situation og er bevidste om, hvor mange der lider store afsavn, så står Danmark nu et fornuftigt sted."
Udviklingen har medført, at sundhedsmyndighederne har anbefalet en udvidelse af første fase af genåbningen, og den består i, at det danske sundhedsvæsen nu kan skrue op for de almindelige aktiviteter, der ikke relaterer sig til corona, og som hidtil er blevet udskudt for, at sundhedsvæsenet ikke skulle gå i knæ.
"Vi har set et stort fald i henvendelser til praktiserende læger. Det er bekymrende. Så derfor lyder den klare opfordring: Brug de praktiserende læger. De står klar i hele landet. Kontakt din læge, hvid du har sygdom eller symptomer, som du har brug for at få undersøgt. Også her er en tidlig indsats vigtig," slog sundhedsminister Magnus Heunicke fast på pressemødet.
Mette Frederiksen gjorde det klart, at regeringens fokus er på arbejdspladser i genåbningsfasen, og at man vil begynde at kigge på, hvordan ældre og sårbare kan få en mere tålelig tilværelse under coronakrisen.
Som ved alle andre pressemøder blev danskerne konstant mindet om, at det stadig er vigtigt at holde afstand og god håndhygiejne, så man ikke risikerer at måtte slå i bakgear under den gradvise genåbning.
"Vi er udfordret af den største krise siden 2. verdenskrig. At genåbne et helt samfund er en ualmindelig svær øvelse. Vores opgave er at balancere det. Åbner vi for hurtigt op, risikerer vi, at smitten ikke længere er under kontrol, og vi må lukke samfundet ned igen. Det har konsekvenser for fokesundheden og økonomien. Lukker vi for sent op, vil det også have voldsomme konsekvenser for sundhed og økonomi," forklarede Frederiksen.
Hun lod samtidig forstå, at indtil der findes en effektiv behandling eller vaccine, så er der lange udsigter til, at alt kommer tilbage til normalen, hvor vi kan holde familiefester og give hinanden et kram.
Regeringen er i en proces med at finde ud af, hvordan næste fase i genåbningen skal forløses, og statsministeren ville tirsdag ikke fortælle, hvilke erhverv der vil have højest prioritet. Tirsdag aften er folketingets partier indkaldt til forhandlinger om yderligere en genåbning.
"Det er en helt ny situation, som verden står i. Vi får brug for tålmodighed fra alle danskere."
Tirsdag var 380 personer indlagte med corona. 93 var i intensiv behandling, og 299 er døde af epidemien.
dp