Fortsæt til indhold

Bordplaner i maskinrummet

Allan Bo Andresen startede sin karriere på hestemarkedet ved de enarmede tyveknægte. Nu planlægger han 750 gæsters glade aften.

Samfund
Tekst og foto: Michael Wulff

HAMMEL Den store knejte Allan Bo ringede på døren hos naboen: "Skal jeg slå din græsplæne?"

"Ja, sådan kom jeg med på Hammel Hestemarked, da jeg var dreng. Jeg kom sjældent længere end Tivoli, for jeg var vild med at hive i de enarmede tyveknægte, hvor jeg brugte mine sparemønter med stor glæde."

Allan Bo Andresen sidder her flere årtier senere på sit kontor i Hammel Idrætscenter. Nu er han med helt fremme i planlægningen af det store, berømte hestemarked.

"Ja, det er jo Hammels store byfest, som også trækker folk fra hele Midtjylland. Og vi er klar."

Hvem skal sidde sammen

Hestemarkedet trækker op mod 50.000 gæster i de fire dage, som det varer.

"Den store fest lørdag aften byder i år på 80'er-90'er fest som afløsning for vores populære Oktoberfest. Men interessen er der, for lige nu har jeg kun 40 billetter tilbage af de 750 pladser," siger Allan Bo, der har med det helt storepuslespil at gøre, når gæsterne skal fordeles i salen.

"Der er bordplan. Nogen kommer som et lille selskab, andre er mange sammen, nogen selskaber vil gerne sidde i nærheden af hinanden, mens andre vil sidde tæt på musikken - eller langt fra."

Tegningen var blevet vredet på en eller anden måde. Hallen var gjort smallere og længere på papiret, så lige pludselig var der ikke plads til bordene.

"Det svære er, når to selskaber, som vil sidde sammen, vil sidde i hver sin ende af Arenaen. Men det lykkes altid. Det er rigtig sjovt at have med at gøre," siger han.

En vredet tegning

Allan Bo Andresen mindes den første gang, han skulle lave bordplan til den nyopførte Arena.

"Tegningen var blevet vredet på en eller anden måde. Hallen var gjort smallere og længere på papiret, så lige pludselig var der ikke plads til bordene. Det var lidt af en udfordring. Nu er der styr på det, så vi mandagen inden hestemarkedet kan sende bordkortene ud."

Tjekker ikke vejret

Den rutinerede festarrangør får ikke længere kriller i maven af den slags planlægning. De opgaver løses bare. Men vejrudsigten kan han ikke gøre så meget ved.

"Jeg er simpelthen holdt op med at se vejrudsigter lang tid i forvejen. Jeg kigger lidt lige et par dage forinden, for vejret har så stor betydning for os."

Flytter ind i hallen

Allan Bo Andresen er helt tæt på markedet gennem alle fire dage.

"Jeg tager mit tøj med herind og bor i hallen, for jeg er i gang fra tidlig morgen til sen aften. I år skal jeg sågar selv deltage i kapsejladsen sammen med FC Classic. Et fodboldhold, som har trænet - i at drikke øl."

Derfor er speakerhvervet lagt i hænderne på Rune Askov fra Hammel GF Foldbold. Han tog initiativet i 2018 til kapsejladsen, en idé tyvstjålet fra Aarhus Universitetspark. Men det bliver sejladsen ikke mindre sjov af.

"Rune kender alle deltagerne meget bedre end mig. Så han vil blive en perfekt speaker," siger Allan Bo Andresen.

Rune Askov fra Hammel GF Fodbold fik ideen til kapsejlads i Hammel sidste år.