Fortsæt til indhold

"Der er flere på vej"

Trods lidt tekniske problemer, fungerede det første online-borgermøde, mener kommunen, der planlægger flere. Ekspert mener, man skal være varsom

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Online Kommunen var så godt tilfreds med sit første virtuelle borgermøde i sidste uge, at forvaltningen nu planlægger flere af slagsen.

Det var sagen om udvikling af en ny bydel i Årslev, der blev første online-borgermøde, hvor borgerne dermed kunne sidde hjemme i sofaen og følge med på computeren via facebook.

Her kunne de blandt andre se Eva Møller Sørensen, der er planchef i Aarhus Kommune, fortælle om byggeplanerne i Årslev:

"Det var en meget anderledes oplevelse at holde oplæg via skærmen. Værdien ved det fysiske møde er jo, at man kan mærke, hvordan stemningen er, og man kan uddybe, hvis man mærker, at der er behov for det. Her taler man ind i et kamera. Men under omstændighederne synes jeg, det var en god oplevelse," siger Eva Møller Sørensen.

Omkring 150 personer fulgte med online, og via en live chat kunne de løbende stille spørgsmål til oplægsholderne.

Ifølge planchefen kan den virtuelle facon dog ikke helt afløse det fysiske møde.

"Det kan være et supplement. Men det må ikke stå alene. Det, vi savner, er jo den gode dialog mellem os og borgerne, men også en idéudveksling borgerne imellem."

Hun mener, at det positive ved online-mødet er, at det er lettilgængeligt for mange mennesker.

"Jeg tror, vi har fået nogle med, som ellers ikke ville have afsat tid til at møde op fysisk," siger Eva Møller Sørensen.

I chatten var der flere personer, der kommenterede på, at lyden ikke altid var i orden. Og det var indimellem svært at se, hvad der stod på powerpoint-præsentationen.

"Det vil vi se på, hvordan vi kan gøre bedre. Både med hensyn til lyden og teksten. Vi har nu fået en vigtig læring i at afholde sådanne møder online," siger Eva Møller Sørensen.

Flere på vej

Vil vi se flere virtuelle borgermøder - også når corona-krisen er ovre?

"Ja, jeg tror, at vi fremover vil arbejde med en kombination af det virtuelle og det fysiske møde, på baggrund af de erfaringer vi nu har gjort os. Og på baggrund af de tilbagemeldinger vi får fra udviklere og fællesråd, som var med på mødet," siger Eva Møller Sørensen.

For selvom samfundet stadig er sat på lavt blus, så skal kommunen have byggesager behandlet.

"Det er af kommunens øverste ledelse besluttet, at vi ikke må forsinke vores processer på grund af corona, selvom det ikke altid er optimalt. Derfor må vi afholde nogle møder virtuelt. Men vi har også en lokalplanssag i Sydhavnen, hvor vi har udskudt borgermødet. Det kunne godt lade sig gøre, men det betyder, at vi vil være længere henne i processen, før vi præsenterer projektet for borgerne," forklarer Eva Møller Sørensen.

Det samme er gældende for borgermøder angående busholdeplads i Højbjerg, udvikling i Nye og helhedsplan i Hjortshøj. De møder er alle udskudt til efter sommerferien.

Med hensyn til en igangværende høring angående en lokalplansændring på Rolighedsvej i Risskov må man dog erkende, at det på grund af det forlængede forsamlingsforbud ikke kan nås på anden måde end et virtuelt borgermøde.

"Vi kan ikke forlænge den lokalplansproces yderligere," lyder det fra Eva Møller Sørensen.

Vær varsom

Kommunalforsker Roger Buch har tidligere udtalt til Lokalavisen Aarhus, at han mener, at man skal være varsom med at afholde foretræder virtuelt eller kun give mulighed for skriftlig respons. Det fysiske møde er der, vi er mest lige, og der man får følelsen af at blive hørt, mener han.

Med hensyn til borgermøder skal man passe endnu mere på, mener forskeren:

"Det er endnu mere problematisk. Det kan lade sig gøre, men det er noget helt andet og giver en langt dårligere dynamik. Det bliver meget sværere for borgerne at trænge igennem," siger Roger Buch.

Det virtuelle borgermøde angående Årslev Fælled kan stadig ses på 'Vi udvikler Aarhus''-facebooksiden. Videoen er i skrivende stund vist over 4.000 gange.