Fortsæt til indhold

På med de positive briller

Samfund
Kian Johansen, lokalredaktør

Positivitet Fra den ene dag til den anden blev alt pludselig ændret. Corona-virus indtog landet og lagde sin tunge, mørke dyne over os.

I denne uge sparker vi imidlertid dynen af og lader positiviteten brede sig.

De kommende dage kan du derfor læse beretninger fra lokale forretningsdrivende, hvor alt er set med positive briller. Det trænger vi til.

Det betyder ikke, at vi er ubekymrede og ikke sender en tanke til de, som kæmper i denne tid. Det betyder blot, at vi måske i endnu højere grad skal huske at glædes over de gode ting netop nu.

Som Lars Simonsen fra Hadsten Blomster siger det:

"Det er lige før, at man ikke tør at glæde sig i denne tid. Men det kan ikke passe. Vi må godt være glade, for der sker ved gud også meget godt."