Fortsæt til indhold

Blomsterdekoratør åbner på Hovedgaden

42-årige Anja Finnemann Wiuff er klar til en ny tilværelse midt i januar

Samfund
Michael Wulff

ULSTRUP Skiltene på Hovedgaden i Ulstrup er sat op. Og så snart ejendomsmæglerne hos Nybolig i nummer 8 er rykket ud før jul, står Anja Finnemann Wiuff klar til at rykke ind og fylde butikken med blomster.

”Det har været en drøm i lang tid, og nu skal det være,” siger den 42-årige uddannede blomsterdekoratør i telefonen. Men Anja Finnemann kommer fra en tilværelse som pædagog.

Nu skal det være

”Jeg blev alene med min søn, da jeg var udlært dekoratør. Men det duede ikke med et forretningsliv på det tidspunkt, så jeg valgte at blive pædagog.”

Nu er sønnen 21 og selvkørende. Samtidig så Anja, at Blomstertorvet på den anden side af Hovedgaden lukker.

”Og når Ib ikke ville mere, så tænkte jeg, at det var min tur. Jeg kan ikke se mig selv som pædagog i pensionsalderen, men godt som blomsterhandler,” lyder det fra Anja, der er så småt i gang.

”Lige nu sidder jeg og laver juledekoration til Brugsen."

Reception

Hun vil holde åbent alle ugens dage undtagen søndag.

”Jeg vil bruge juledagene på at komme på plads, så jeg er klar til at åbne 13. januar. Den følgende lørdag i den uge, 18. januar, er der så reception.”