Fortsæt til indhold

Forberedelser gav pote på skole

Påsken blev taget i brug for at gøre klar til eleverne på Haldum-Hinnerup Skolen. Tiden var givet godt ud, mener skoleleder

Samfund
Kian Johansen

Corona-Skole Ditte Lyngby er stolt over sit personale, forældrene og eleverne.

Haldum-Hinnerup Skoles skoleleder har endnu ikke haft, hvad man kalde en normal hverdag.

Hun er med til at vise eleverne og forældrene på plads på P-pladsen om morgenen, og hun bruger tid på at være i de områder på skolen, hvor den nyetablerede Corona-undervisning foregår i løbet af dagen.

Det er primært på legepladserne, på fodboldbanen og græsarealerne på skolen.

Påske og praktik

Ikke meget undervisning finder lige nu sted inde i de opdelte klasseværelser, hvor eleverne sidder mindst to meter fra hinanden.

"Det har været en stor opgave og det har været fyldt med omvæltninger. Jeg oplever, at alle har taget de nye omstændigheder til sig," fortæller hun.

De godt 75 ansatte på skolen, rengøringsfirmaet og kommunens ejendomscenter har haft travlt med de praktiske forberedelser. Garderober er flyttet og der er fundet områder hvor de forskellige børn må befinde sig, uden at komme for tæt på andre.

"Takket være vores forberedelser hele påsken igennem, hvor vi har holdt online teammøder, så har vi fået forberedt os godt. Der har ikke været mange ændringer i vores grundlæggende planer, selvom der har været ændringer i sundhedsmyndighedernes anbefalinger et par gange. Der har været et par få skrivebordsløsninger, som vi måtte kigge på, når det kom ud i virkeligheden. For eksempel ville vi lade hver årgang være ude på skift i samme område. Men det viste sig hurtigt, at vi skulle ændre på det," lyder det roligt fra Ditte Lyngby, der personligt glæder sig over liv på skolen igen.

Solen skinner på os

Hun mener det gode ved den nye hverdag er, at alle lærer af det.

"Vi finder nye løsninger på at undervise i uderummet. Og hvis det begynder at regne, så skaffer vi nok nogle telte. Men indtil videre har vi jo vejret med os, smiler hun. På trods af, at meget fungerer, er der også meget som er anderledes.

”Vi savner det store fællesskab – både for børn og voksne. Det er ikke det samme at kommunikere via en skærm. Man savner det relationelle og fornemmelsen af sit personale. Men vi er glade for at være i gang igen”.