Ny Matas-butik i Aarhus bliver en af landets største
Matas har netop overtaget et nyt lejemål i centrum af Aarhus. Lokalerne er placeret på hjørnet af Søndergade og Østergade og bliver med 460 kvadratmeter en af landets største Matas-butikker. Det oplyser Matas i en pressemeddelelse.
"Aarhus er en fantastisk handelsby, og det er vigtigt for os, vi er til stede med det absolut bedste og nyeste til et meget nysgerrigt og forvænt publikum. Derfor sætter vi nu alle sejl til, og vores mål er at skabe en wow-effekt, når den nye butik åbner," siger retaildirektør hos Matas, Allan Kristoffersen.
Efter planen skal den nye flagskibsbutik åbne til efteråret. Lejemålet overgår formelt fra Nordea til Matas 1. oktober, og allerede inden 1. november regner Matas med at slå dørene op.
Butikken i Søndergade bliver en del af det nye Matas Life koncept, som siden 2019 er blevet rullet ud i hele landet i godt 30 af Mataskædens i alt 270 butikker. De aarhusianske kunder kan allerede nu opleve konceptet, da Matas Life åbnede i Bruuns Galleri den 22. april.
”Vi kan allerede se nu, at kunderne har taget godt imod det nye butikskoncept i Bruuns Galleri og for den sags skyld i resten af landet også. Man får en langt mere skræddersyet oplevelse end tidligere og det passer rigtig godt til kunder, som er vant til at stille høje krav til nye produkter, indretningen og ikke mindst serviceniveauet”, siger Allan Kristoffersen
Når butikken åbner til efteråret, lukkes den nuværende langt mindre Matas butik i Søndergade, mens butikkerne i midtbyen i Ryesgade og på Store Torv fortsætter.
jr