Fortsæt til indhold

"Kunderne er jo allerede godt opdraget"

City Vest er med masser af sprit, nye ensretninger, plexiglas og ekstra vagter åbnet for kunderne igen

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Butiksliv Med flere vagter, skilte der opfordrer til afstand, mærkater og pile på gulvene og spritdispensere en masse er City Vest i dag åbnet.

Efter otte ugers nedlukning under corona-krisen, er turen nu kommet til, at også storcentrene kan vende tilbage til en næsten normal hverdag. Og der er masser af glæde blandt centrets butikker:

"Det er så dejligt," lyder det fra frisør Gitte Brandt Damgaard, der er indehaver af Organic Way.

Salonen er fuldt booket hele dagen, og telefon ringer konstant.

"Vi er heldige, at kunderne har ventet på, at vi skulle åbne, og det er vi så glade for," siger Gitte Brandt Damgaard, der har gjort salonen klar til åbning ved at sætte plexiglas op ved disken og ved vaskestolene, og så er kun hver anden frisørstol i brug.

Frisør Gitte Brandt Damgaard, indehaver af Organic Way, åbnede i dag med en fuldt booket salon.

Frisørerne har mundbind, de kan vælge at tage på, og en enkelt bærer visir, når hun klipper pandehår, da hun er gravid.

"Det er op til den enkelte frisør, hvordan vedkommende vil gøre. Det er meget mærkeligt, når man har været hjemme i så mange uger og ikke må kramme sin mor, at man så pludselig skal være tæt på fremmede mennesker. Men det finder hurtigt et naturligt leje," siger Gitte Brandt Damgaard.

Uden for salonens automatiske døre er der sat skilte op med retningslinjerne for god hygiejne og så er der et maksimum på 16 personer af gangen.

"Folk er allerede rigtig godt opdraget, kan vi mærke. De kigger sig rundt efter håndspritten, så snart de kommer inden for døren, og spørger, om de må vente herinde, eller skal gå udenfor, så det går så fint," siger frisøren.

Lukkede op til højtiden

Også hos Frellsen Chokolade midt i City Vest er armene i vejret.

"Jeg glæder mig personligt, men også på centrets vegne og på butikkens vegne," siger Berit Daugbjerg, der er daglig leder af Frellsen Chokolade i centret.

Det var et hårdt slag for lækkeri-butikken at blive lukket lige op til deres højtid, påsken.

"Der sælger vi allermest. Vi sælger også meget op til jul, men det er spredt ud over en længere periode. Op til og i påsken sælger vi på kortest tid allermest," siger den daglige leder, der måtte sende en masse chokoladeæg til kædens andre butikker.

Der må nu kun være tre kunder af gangen i butikken, men ellers er der ikke meget, der er anderledes hos Frellsen.

"Vi er vant til at have en rigtig god hygiejne, nu har vi så også stillet håndspritten frem til kunderne," siger Berit Daugbjerg.

Frellsen Chokolade og resten af City Vest-butikkerne slog i dag dørene op efter at have været corona-lukket siden 18. marts.

Fantastisk dag

Lotte Vestergaard Skou, der er centermanager i City Vest kalder det en fantastisk dag:

"Efter så mange uger er vi rigtig glade for at kunne åbne i dag. Det er fantastisk."

Centret har indkaldt ekstra vagter og sat skilte op med vejledninger for god hygiejne at for at undgå, at for mange mennesker stimler sammen.

"Vi har et koncept, hvor vi nugder folk til fornuftig opførsel. Ligesom i trafikken så holder man til højre på gangarealerne, så vi undgår, at folk myldrer ind mellem hinanden. Vi har spritdispensere oppe og minder folk om at holde afstand, så shopping bliver en sikker og skøn oplevelse," siger Lotte Vestergaard Skou.

På en app kan både ledelsen og vagterne løbende holde øje med, hvor mange mennesker der er i centret, og om det nærmer sig grænsen.

"Hvis vi kommer op mod 90 procent af de 3.000, der må være i centret, bliver vi adviseret, og så kan vi reagere på det," siger Lotte Vestergaard Skou.

Føtex, Lidl, Normal, apoteket, slagter Stjernholm og Louis Nielsen er de eneste butikker i City Vest, der ikke har været lukkede.