Fortsæt til indhold

To butikker bukket under: Krisen kom på det værst tænkelige tidspunkt

I Viby Centret har to butikker allerede drejet nøglen om. og her håber man på, at regeringen vælger at kigge storcentrenes vej, når der måske snart bliver åbnet yderligere op

Samfund
Anders Michaelsen

BUTIKSLIV En til to dage. Længere tid behøver man ikke i Viby Centret for at kunne åbne helt igen. Men det kræver først og fremmest, at man får lov.

For lige så lang corona-krisen har været, ligeså uforudsigelig har den også været, og hvilke bestemmelser og retningslinjer, der kommer ved en yderligere åbning af landets storcentre, er ikke til at sige.

Så indtil videre kan kunderne stadig spritte af og følge de ensrettede pile i gulvet, der skal hjælpe med, at folk ikke stimler sammen. Noget der til gengæld har hobet sig op, er lageret af usolgte varer hos de butikker, der har holdt lukket.

"Jeg tror, krisen kom på det værste tænkelige tidspunkt for dem, der sælger sæsonafhængige varer som tøj og sko. Vi har det historisk største varelager lige nu, og så er man lukket ned. Vi var klar til forårs- og sommersalg, men vi har ikke nået at sælge noget," siger Frank Trend Poulsen centerforeningsformand i Viby Centeret og ejer af tøjbutikken KM Mode, som han også har i Veri Centeret i Vejlby-Risskov.

"Det er som om at stå klar ved startlinjen til en halvmaratonløb og så bliver løbet aflyst," siger han.

Klar, men ikke på fuld skrald

Lokalavisen har foretaget en rundringning til forskellige butikscentre i Aarhus Kommune, og her er det entydige svar: At man glæder sig og er klar til at åbne, hvornår det skal være.

Sådan er det selvsagt også i Viby Centret, hvor corona-krisen allerede har betydet, at selskaberne bag to af butikkerne i centeret har drejet nøglen om – det drejer sig om tøjbutikkerne Mappstore og Mikkel Mode.

De butikker, der har lukket i centret, som det er nu, er også mode, tøj og- sportsbutikkerne samt caféer og restauranter. Får man her lov at åbne 11. maj, så regner Frank Trend Poulsen dog ikke med at blive ramt af en lavine af kunder.

"Når vi kommer i gang, tror jeg ikke, det bliver med fuld skrald på. Dels fordi mange af vores kunder tager deres forholdsregler, holder afstand og begrænser deres ophold i det offentlige rum, hvilket også er forståeligt. Og så er anledningen til at købe sko og tøj måske ikke så stor, når folk arbejder hjemme fra eller ikke skal til fest. De anledninger, hvor man skal være pæn i tøjet, er jo stærkt begrænset for tiden."

Lidt liv, bedre end ingen

I centeret på Viby Ringvej er man klar til at følge de retningslinjer, der måtte komme, foruden dem man allerede følger. Om det så betyder begrænsede antal mennesker i centeret eller opholdssteder som bænke, der bliver fjernet.

Et begrænset antal kunder i centeret kan måske for nogen butikker rejse spørgsmålet, om det ikke bedre kan betale sig at modtage lønkompensation på 75 procent af sine lønomkostninger end at holde åbent, noget Frank Trend Poulsen dog tvivler på bliver et egentligt dilemma for butikkerne.

"Butikkerne står jo i en situation, hvor de skal spørge sig selv, om de skal holde åbent eller skal søge lønkompensation. Jeg tror dog langt de fleste - hvis ikke alle - vil holde åbent, fordi vi er ved at blive vanvittige af det her. Så bare lidt liv er bedre end ingen liv. Så jeg tror, folk skubber det regnestykke til side og håber på at komme i gang igen."