Fortsæt til indhold

Politiet løftede pegefingeren

Kommune, cityforening og politi tjekkede Skanderborg ud

Samfund
Claus Sonne

Bødeblokken blev i lommen, men det blev til flere løftede pegefingre, da René Jakobsen fra Sydøstjyllands Politi mandag formiddag 'corona-tjekkede' Skanderborg sammen med Lene Langballe, formand for Skanderborg Cityforening, og Jens Peter Langballe Sørensen, leder af Vej- og Trafik i Skanderborg Kommune.

"Der var mange butikker, der manglede de lovpligtige skilte, der fortæller om forholdsreglerne i forbindelse med corona," fortæller Lene Langballe og tilføjer:

"Det var også et krav fra politiet, at Skanderborg Kommune skilter mere i forhold til corona, eksempelvis i Byparken. Det kaster kommunen sig over med det samme."

Politiet kiggede også på borde og stole opstillet foran eksempelvis restauranter og cafeer. Og også her skal der strammes op, lyder det. De butikker i storcentret Bloms, der har været tvangslukket i en længere periode, fik mandag besøg af René Jakobsen.

"Selv om reglerne for afstand er sænket fra 2 til 1 m, skal der stadig være 4 m2 pr. kunde i en butik," minder Lene Langballe om.

Politiet vil i øvrigt løbende tjekke, om coronareglerne bliver overholdt i hele Skanderborg Kommune.