Fortsæt til indhold

Vil du være mentor for en ung i Favrskov?

John Mitchell udvider det frivillige mentortilbud “Come together” til unge i Favrskov kommune

Samfund
Anette Bonde

Er du over 20 år og har lyst til at bruge noget af din tid på at have nogle gode oplevelser sammen med en ung? Og har mod på at støtte og dele ud af dine erfaringer, når det hele er lidt svært, og glæde dig sammen med den unge, når det går godt? Så kunne det være, at du skal kontakte John Mitchell, Hadsten, der står bag et frivilligt mentortilbud for sårbare unge,“Come together”.
“Vi er alle sårbare. Mange har familie og venner, der kan hjælpe, men det er det ikke alle, der har. For langt de fleste handler det først og fremmest om, at nogle accepterer dem, som de er.”

“Det vil jeg med mit liv”

John Mitchell er vokset op i Liverpool, England, og har boet i Danmark siden 1999. I England arbejdede han i industri og i kulmine. Hans danske stedfar inspirerede John Mitchell til at blive pædagog.
“Det vil jeg gerne med mit liv,” tænkte han.
I Danmark lærte han sig dansk og uddannede sig så til pædagog. Han fik job i en børnehave, dernæst på forsorgshjemmet i Tranbjerg, og herefter har han i syv år arbejdet som psykiatri-bostøtte i Skanderborg og Favrskov.

Alle mulige typer

John Mitchell startede “Come together” i 2013 i Skanderborg Kommune, i 2015 i Odder og i 2017 i Horsens og nu også i Favrskov Kommune. Det er alle mulige typer af mennesker, der beder om en hånd i en vanskelig periode i deres liv, og det kan være mennesker med såvel psykiske som fysiske lidelser.
“Vi hjælper dem, som ikke selv kan bede om hjælp. De henvender sig ikke af sig selv,” forklarer John Mitchell i erkendelse af, at hovedparten af de unge, der får tilbudt en mentor, henvises af deres sagsbehandler, en uddannelsesvejleder, en klasselærer, en misbrugsbehandler eller en anden person i deres liv, der har et øje på dem.

Et håb om accept

“Come together” handler om at matche mennesker til hyggeligt samvær, helt uden forpligtelser og krav. Der gøres meget ud af at sætte mennesker sammen med den rette kemi og de samme forventninger til forløbet, blandt andet mødefrekvens og aktiviteter. Det kan for eksempel være en tur i biografen, gåture, fisketure eller bare hænge ud og snakke.
Efter det første afklaringsmøde kører mentor og den unge selv videre, men med “Come together” på sidelinjen.
“Princippet er, at menneske møder menneske, uden at der er krav og mål. Det vigtigste er, at man har nogle i sit liv, der siger at man er god nok, som man er. ”
Selvværd er ifølge John Mitchell det allervigtigste for at nå hen, hvor man gerne vil være.
“Man kan give nok så mange uddannelses- og praktikmuligheder, men hvis ikke der er en gnist, så mangler motivationen til at ville mere med sit liv. A la: Hvorfor skal jeg så prøve.”

150 matches siden starten

I løbet af de fire år siden starten har “Come together” lavet cirka 150 matches. John Mitchell giver følgende to eksempler: en ung mand med ADHD bor på et opholdssted. Han forsøgte at tage HTX, men var tæt på at falde fra på grund af lektier og det sociale. Han mødte et ungt par med en søn på fire år, og begyndte at lave lektier sammen med parret, dernæst spiste han aftensmad med dem, puttede sønnen og afsluttede HTX med et 10-tal. Det andet eksempel er en ung kvinder, der voksede op i en misbrugsfamilie. Hun led af angst og havde også selv misbrugsproblemer. Hun ville gerne ud at danse, men havde svært ved at være blandt andre. Hun blev matched med en kvinde, der danser zumba. I dag har hun ingen problemer med angst, hun er stoffri og har i flere år været en god mor for sin søn.
I øjeblikket er John Mitchell på udkig efter to mentorer i Favrskov Den ene er til en ung mand, der har svært ved at komme ud og som gerne vil dyrke styrketræning. Den anden har brug for besøg og kan blandt andet godt lide at spille kort.