Moderne forsamlingshus og cafe skal skabe mere liv på Nordre Strandvej
Der mangler tilbud og af forskellige slags i Risskov. Det mener Martin Busk, direktør for ejendomsvirksomheden Bricks, som også selv bor i Risskov. Netop Bricks står bag projekttegningerne til en ny Bellevuehal og for at bygge en ny cafe lige overfor hallen
byudvikling ”Nordre Strandvej er noget særligt.”
Sådan siger Martin Busk, som er født, opvokset og bor i Risskov. Det samme er hans hustru, hans mor, børn og svigerfamilie. Det er ikke forkert at sige, at Martin Busk har et særligt forhold til området omkring Bellevuehallen.
Derfor er det heller ikke helt tilfældigt, at det er ejendomsfirmaet Bricks, som Martin Busk er direktør og medejer i, der har fået lavet projekttegningerne til et nyt forsamlingshus på Bellevuehallens parkeringsplads, med børnehave på toppen, et varmtvandsbassin, en ekstra idrætshal, samt et multifunktionelt rum, hvor unge og gamle kan mødes til alskens aktiviteter.
Firmaet står også for at bygge en rund cafe overfor Bellevuehallen, der skulle stå klar i efteråret 2019, som blandet andet kommer til at huse den italienske delikatesse og restaurant Grappa Deli.
”Planerne er et ønske om mere liv og mere differentieret liv på Nordre Strandvej. Vi er ret mange mennesker i og omkring Risskov, og der kommer flere til. Blandt andet på grund af de boliger, der bliver bygget på Psykiatrisk Hospital og Risskovbrynet. Jeg tror meget på, at nærområdet bliver vigtigere, i takt med det bliver sværere at komme ind til byen. Samtidig kommer letbanen også herud, så vi får også flere besøgende,” siger Martin Busk om tankerne bag de projekter, der allerede er kommet frem.
Flere projekter på vej
En del af det ’differentierede liv’, Martin Busk vil have frem, indebærer flere og forskelligartede butikker. Han ser gerne, der kommer et overdækket madmarked med slagter, grønthandler og fiskeforretning, ala den markedshal der kommer på Aarhus Ø i 2022 i forbindelse med Bricks’ Nicolinehusprojekt.
Ifølge Martin Busk er der brug for de butikker, der i dag er på Nordre Strandvej. Men det handler om at fokusere på det, der ikke er der.
”Dengang jeg var dreng, var der butikker hele vejen ned langs Nordre Strandvej. Fra skomager til kolonialforretning. Jeg kunne godt savne flere almindelige forretninger. Jo flere tilbud der er, des mere attraktivt gør du området,” siger Martin Busk, som spår flere restaurationer og forretninger i området.
Han vil gerne røbe, at Bricks kommer med flere projekter, og indenfor de næste par måneder er det også planen at indkalde til et åbent præsentationsmøde af projektet omkring et nyt forsamlingshus i Bellevuehallen. Her håber han på en åben dialog om, hvad forsamlingshuset skal kunne. Alle inputs er velkomne, som han siger.
Finansieringen af et nyt samlingssted i Risskov er ikke et Bricks-projekt, men er tiltænkt at skulle realiseres igennem fonde og private forretningsdrivende.