Fortsæt til indhold

Nu bliver der snart åbnet yderligere op

Regeringen og Folketingets partier er natten til fredag blevet enige om en aftale, der bl.a. skal åbne op for, at frisører og visse liberale erhverv igen kan begynde på arbejde mandag

Samfund
Arkiv

Regeringen og Folketingets partier er blevet om en aftale om at åbne samfundet yderligere op, det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

I meddelelsen fremgår det, at det midlertidig forbud mod frisører vil blive ophævet mandag 20. april. Det samme gælder for 'visse liberale erhverv' - hvilke specifikke erhverv fremgår ikke, men også tandlæger skulle kunne begynde på arbejde igen.

Formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist, fortæller til TV2, at Sundhedsminister Magnus Heunicke personligt har meddelt foreningen, at de vil være blandt de liberale erhverv, der kan åbne på mandag.

Partierne vil i uge 17 fortsætte forhandlingerne om genåbningens fase 2 samt yderligere faser. Under kan du læse nogle af punkterne fra aftalen:

Liberale erhverv

  • Forbud mod frisører og visse liberale erhverv, samt et midlertidigt forbud mod at foretage praktisk køreundervisning i skolevogne ophæves med virkning fra mandag den 20. april 2020, så de omfattede erhvervsdrivende igen kan åbne deres lokaler for kunder, ligesom der kan foretages praktisk køreundervisning i skolevogne.
  • Der etableres et sektorpartnerskab, hvor de relevante myndigheder sammen med brancher, fagforeninger og relevante organisationer aftaler retningslinjer for en ansvarlig genåbning.
  • Virksomheder der har været omfattet af nedlukning vil kunne vurdere, at det ikke er hensigtsmæssigt at lukke op. I den situation vil en virksomhed, der tidligere har været omfattet af et forbud og derfor har været lukket, kunne vælge fortsat at holde lukket og vil efter den gældende ordning derefter modtage op til 80 pct. i kompensation for de faste udgifter.

Genåbning af domstolene

  • Domstolene opfordres derfor til at genåbne med henblik på hurtigst muligt at kunne gennemføre flest mulige sager.
  • I takt med at det vurderes sundhedsfagligt forsvarligt, påbegyndes gradvist indkaldelse til afsoning i kriminalforsorgen.

Ældre og sårbare samt udsatte unge

  • Der bliver etableret partnerskaber på tværs af myndigheder, civilsamfund, kulturinstitutioner, private aktører og den offentlige sektor, der kan udvikle initiativer der modvirker ensomhed, sårbarhed og støtter socialt udsatte børn og unge.
  • Der findes nye metoder til at understøtte besøg fra familie og pårørende på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.
  • Partierne drøfter i de kommende dage de enkelte tiltag nærmere med de relevante ressortministre og myndigheder.

am