Nyrerne begyndte at svigte
66-årige Lisbeth Drasbek fra Rudkøbing overlevede Covid-19, efter hun blev så syg, at hun lå i respirator
Lisbeth Drasbek var den første patient på Odense Universitetshospital, der blev så syg af Covid-19, at hun blev lagt i respirator. 8. marts blev den 66-årige kvinde fra Rudkøbing indlagt, og de næste fem uger lå hun på hospitalet i Odense, hvor hun i to uger var i koma. Men Lisbeth overlevede den frygtede sygdom, som dog har tæret på hendes krop.
Det fortæller hun til Fyens Stiftstidende.
"Jeg er så glad for at være hjemme. Men jeg kan ikke få luft. Jeg puster og stønner, når jeg går hen til stolen. Så sidder jeg der i et kvarter med hjertebanken," siger Lisbeth Drasbek til Fyens Stiftstidende.
Imens hun var indlagt kom hun blandt andet i dialyse, fordi hendes nyrer begyndte at svigte. Den 66-årige kvinde er dog nu udskrevet, og hun er i bedring.
"Der er små sejre hver dag. I går brugte jeg selv toilettet for første gang. Jeg kan lige komme derud med rollatoren. Det var stort. Men jeg puster," siger hun til Fyens Stiftstidende.
Odense Universitetshospital har haft lidt over 80 patienter med Covid-19, hvor Listbeth Drasbek altså var den første. De seneste landsdækkende tal fra Statens Serum Institut viser, at 8.210 personer i Danmark har været registreret smittet med Covid-19. 5.266 er registreret raske, imens 403 er døde med en Covid-19-infektion.
jwh