Fortsæt til indhold

Hårde ord i plejehjemssag uden rygende pistol

TV 2 er blevet forhindret i at vise optagelser med skjult kamera på plejehjemmet Kongsgården. Men institutionen får alligevel hårde ord af kommunens ældreudvalg.

Samfund
ESBEN LARSEN MIKKELSEN; JP AARHUS

Sagen om plejehjemmet Kongsgården, hvor TV 2 med skjulte optagelser angiveligt har påvist kritisabel ældrepleje, er en speget en af slagsen.

Hvor meget vægt skal man f.eks. tillægge en part i en konflikt? Vejer privatlivets fred eller afsløring af kritisabel behandling af ældre tungest i brugen af skjulte optagelser? Og hvad kan man som politiker tillade sig at sige, når man mangler en meget vigtig brik i det samlede oplysningspuslespil?

Ikke alle spørgsmål kan besvares i denne artikel. Men efter at flere medlemmer af kommunens sundheds- og omsorgsudvalg i pressen har brugt ord som "omsorgssvigt" og et "forkvaklet menneskesyn" samt udtrykt mistillid til den lokale plejehjemsledelse, har JP Aarhus ringet til udvalgsformand Lone Hindø (S). Ingen af politikerne har nemlig set TV 2’s dokumentar, da sundheds- og omsorgsforvaltningen har fået Retten i Aarhus til at nedlægge fogedforbud mod at vise den. Argumentet er, at den krænker privatlivets fred.

Lone Hindø er mere tilbageholden end sine udvalgskollegaer i sin reaktion på sagen.

"Det er på alle måder en ulykkelig situation, hvor vi forsøger at få al den viden, vi kan, for at rådgive bedst muligt," siger hun.

Vil du bruge samme slags ord som dine udvalgskollegaer på det nuværende grundlag?

"Vi har vurderet sagen i udvalget og er kommet frem til, at vi ønsker et samlet overblik over situationen på plejehjemmet fra 2017 til i dag. Efter at familien er stået frem, og vi har hørt om nye kritikpunkter, bl.a. at henvendelser er blevet negligeret eller afvist, vurderede udvalgsmedlemmerne, at man ønsker at se dokumentaren," siger Lone Hindø, der forklarer, at udvalget faktisk takkede nej til et tilbud om at se dokumentaren inden fogedforbuddet:

"Det var ikke en fejl, synes jeg. Der er efterfølgende kommet flere ting frem, og til sidst stod familien frem. Derfor er det rettidig omhu, at vi nu ønsker samme viden, som rådmanden og flere forvaltningsmedlemmer har."

Men vil du bruge samme slags ord som dine udvalgskollegaer på det nuværende grundlag?

"Mit udgangspunkt som udvalgsformand er, at jeg har fuld tillid til, at vi får alle oplysninger, og at sagen behandles korrekt."

TV 2 havde planlagt at vise dokumentaren med skjulte optagelser om plejehjemmet Kongsgården i Viby den 19. marts. Men den er nu udskudt på ubestemt tid. Ældrerådmand Jette Skive (DF) og repræsentanter fra hendes forvaltning har set dokumentaren, og indtil videre er der ifølge Århus Stiftstidende gennemført 13 tjenstlige samtaler.