Fortsæt til indhold

Martin bekæmper skovbrande i Sverige: Hård, varm og utaknemmelig opgave

Almindeligvis bor Martin Vendelbo i Farum Midtpunkt, men den seneste uge har han været i Ljusdal i Sverige som chef for den danske enhed af brandmænd

Samfund
Helene Holm Stolle

I en hel uge har Martin Vendelbo fra Farum kæmpet mod flammer og gløder i de svenske skove. Siden onsdag i sidste uge har han nemlig været chef for den danske enhed af brandmænd, der er sendt til Sverige for at hjælpe med de mange og voldsomme skovbrande.

Vi arbejder i 12 timers skift, og det er hårdt og varmt arbejde. Men alle klør på, og trods alvoren i det, er både arbejdsmoralen og humørt godt. Her er virkelig en stærk fællesskabsfølelse

"Jeg må indrømme, at onsdagen udviklede sig noget anderledes, end jeg havde forventet, da jeg tog på arbejde om morgenen. Men jeg tøvede ikke med at sige ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville lede missionen i Sverige. Som brandmand har man jo et ønske om at hjælpe - og ikke mindst en forpligtelse - så selvfølgelig sagde jeg ja med det samme", fortæller han til Furesø Avis over telefonen på sin sidste dag i det svenske.

På få timer var delegationen samlet på centret i Hedehusene, hvor der også kom materiel fra hele landet. Herefter blev kursen sat mod Ljusdal i Sverige. En tur på godt 1000 kilometer.

Hårdt arbejde og anerkendelse

Der bliver kæmpet hårdt for at holde skovbrandene skak.

"Vi arbejder i 12 timers skift, og det er hårdt og varmt arbejde. Men alle klør på, og trods alvoren i det, er både arbejdsmoralen og humørt godt. Her er virkelig en stærk fællesskabsfølelse", fortæller Martin Vendelbo og forklarer, at brandmændene i det område, han er i, er indkvarteret i en lejr tæt på skovene.

"Der er bygget det, vi kalder en base camp light, og er her travlhed, for her lander og letter helikopterne hele tiden. Det er også her Røde Kors har lavet en lille butik, hvor de deler ud af, hvad vi nu kan have brug for af hovedpinepiller og lignende.

Der bliver sat stor pris på den hjælp de danske brandmænd - og flere hundrede andre brandmænd fra rundt om i Europa - yder i Sverige lige nu. Faktisk er det ifølge EU-Kommissionen den største EU-indsats mod skovbrande nogensinde. Det oplyste dr.dk forleden.

Hjælpen, som kommer fra Danmark, Frankrig, Italien, Tyskland, Litauen, Portugal, Polen og Østrig, er den største EU-indsats mod skovbrande nogensinde, lyder det fra EU-Kommissionen.

"Vi mærker en stor anerkendelse fra de svenske beredskab – brandmænd, politi og hjemmeværn", fortæller Martin Vendboe, der ikke lægger skjul på, at skovbrandene er svære at håndtere.

Umulige at slukke

Ifølge Martin Vendelbo er skovbrandene næsten en umulig opgave at slukke.

"Det er en utaknemmlig opgave. Forstået på den måde, at fordi det er så knashamrende tørt, spreder gløderne sig hurtigt, når vinden tager lidt til, som det er sket nu. Selvom vi har slukket en brand ned, så ligger der stadig gløder og ulmer, og hvis det får luft, så sker der en genopblusning", fortæller Martin Vendelbo og forklarer, at den vigtigste opgave derfor lige nu er at lave en grænse, som ilden ikke kan komme udover.

"Vi afværger hele tiden brandspredning, så på den måde har vi gjort og gør stadig en kæmpe forskel",lyder det fra Martin Vendelbo, der i går torsdag (den 26. juli, red.) overlod chefposten for den danske enhed til en anden for at vende næsten hjem mod Farum igen.

De danske brandmænd er indtil videre i Sverige frem til den 5. august.