Grønt område under anlæg i Dommerparken
Favrskovs største byggeri - plejecenter Dommerparken i Hammel - er let forsinket nu ved at tage form
HAMMEL "Hvad sker der lige der?"
Spørgsmålet er stadig aktuelt, for ikke alle, der passerer Hammel i denne tid, ved, hvad det er for et byggeri, som pågår på den store byggeplads nær Anbækvej på den gamle slagterigrund.
Byggeriet er Favrskov Kommunes største byggeri til dato: Plejecenter Dommerparken. Besluttet af byrådet og sat i gang i 2017, forventet indvielsesdato i september-oktober 2019.
"Men vi har haft lidt udfordringer, selvom den overordnede tidsplan ser ud til at holde," fortæller Favrskov Kommunes plan- og byggechef Henrik H. K. Jensen.
"Den miljøsoignering, som skulle foretages efter nedrivningen af slagteriet, viste sig at være mere omfattende end først antaget. Det har krævet boringer, som gav nye fund, men det er helt almindeligt med den slags forsinkelser ved nedrivninger."
Nu er gravemaskinerne i fuld gang foran byggeriet, hvor andre håndværkere gør det 127 mio. kroner dyre byggeri færdigt.
"Vi havde regnet med, at nedrivningen og de efterfølgende undersøgelser havde været klar inden jul 2017, men det blev sommer 2018, før det lykkedes," siger han.
"Nu er vi igang med at grave ud til forsyningsledninger og den vej, som skal føre op til plejecentret."
Plejecenter Dommerparken bliver centrum i den helt nye bydel, som Hammel vil få.
Området bag plejecentret ned mod Tagdækkervej er med i etape 2, som sættes igang, når plejecentret er klar til indflytning.
Det bliver beboerne fra de eksisterende plejecentre Skaghøj og Elmehøj, der skal rykke over i Dommerparken.