Hinnerup summer af liv og positivitet
Hverdagstøjet og hårklipning hitter i Hinnerup
HINNERUP Det er tydeligt, at bybilledet i Hinnerup har forandret sig de sidste uger, og især efter regeringens fase 2 blev sat i værk.
P-pladserne er næsten sluppet op ved SuperBrugsen, hvor striben af butikker ligger overfor.
Hos tøjforretningen Christina F er de igen to på arbejde, et par dage om ugen.
"Nu kører det," siger indehaver Christina Fisker.
"Men vi kan godt mærke, at folk ikke skal til fester, så kjolerne får lov at hænge lidt, mens det er hverdagstøjet, som der er brug for nu."
Drøntravlt
Frisørsalon Hair Trends, som tidligere på året flyttede hen i et stort lokale i Storegade 11 i Hinnerup, har været lukket ned fra midt i marts til 20. april efter påbud fra regeringen.
"Nu er der drøntravlt," siger indehaver Mette Gade Jørgensen, som også har Hair Trends i Hammel.
"Vi kan godt mærke, at vi har været savnet, og vi passer ekstra på de kunder, som er i risiko-gruppen. Så bruger vi mundbind eller har åbent udenfor normal arbejdstid, hvor der er stille."
På Storegade 12 er de ved at sætte varer på hylderne.
"Vores kunder har været positive og har taget alle disse foranstaltninger med afstand og håndsprit til sig hurtigt," siger Lotte Olsen, butikschef i Matas Hinnerup.
Lidt længere henne ad Storegade ligger boghandelen Kon-Tur Hinnerup.
"Da krisen kom, var det meget legeting, malebøger og skoleting, som vi solgte. Nu køber kunderne bøger og studiekalendere men også stadig legetøj til børnene," lyder det fra Anne Mette, der passer butikken i dag.