Patrick har fortsat sin rygrad
En turbulent barndom med misbrug, narkohandel og svigt er ændret for en ung mand, der nu vil være kok
I et sommerhus i Skæring nord for Aarhus har 17-årige Patrick fået ændret sit liv. Fra et liv som narkoman og pusher er han nu på vej mod en tilværelse med indhold.
"Mit mål er helt klart at blive kok og måske få min egen restaurant. Jeg er faktisk god til at lave mad, for når du går alene på gaden, er du nødt til at finde på noget, når du er sulten."
Fjernet to-tre uger gammel
Patrick Aalling Pedersen har haft en hård start på sit liv. Han blev født 3. februar 1996 i Haderslev, men blev fjernet fra hjemmet allerede da han var to-tre uger gammel. Forældrene kom op og slås.
"Jeg kom på børnehjem og blev tvangsfjernet, da mine forældre startede et misbrug. Det vidste jeg ikke, men en sagsbehandler fortalte mig, at de røg hash. Der var jeg fem år gammel," fortæller Patrick, som i dag bor hos Fonden Kanonen i Hadsten.
"Og jeg troede dengang, at man kunne dø af at ryge hash. Jeg var bange for, at de skulle dø fra mig."
Hashklump om morgenen
Patrick kom som otte-årig i en plejefamilie og begyndte sin skolegang.
"Det gik ikke ret godt i skolen. Jeg lavede drengestreger, og da jeg var 13 år begyndte jeg at hænge ud med de forkerte. De var ældre, og vi drak alkohol." fortæller han.
Her blev Patrick også introduceret for hash, som han prøvede for første gang.
"Jeg brækkede mig, men de fortalte, at det ikke var farligt, men kom fra naturen."
Næste morgen havde hans nye venner lagt en klump hash til ham.
"I løbet af 14 dage havde jeg vænnet mig til det."
Blev pusher
Patricks forældre var blevet skilt. Moren fik sig en ny mand, som lærte Patrick flere ting.
"Min papfar var Haderslevs største pusher. Min mor ønskede ikke, at jeg snakkede med ham, når hun ikke var der. Men jeg købte noget hash af ham."
Patrick røg på det tidspunkt 15 gram hash om dagen. Han begyndte at handle med det, da han lånte penge til at købe et halvt kilo hash.
Han boede på det tidspunkt på et hjem i Haderslev, men han stak ofte af og hutlede sig gennem dagen og natten på bedste vis.
"Jeg boede i en forladt ejendom i Haderslev, hvor jeg brød ind hver aften. Jeg var ikke bange, for du tager bare nogle stoffer og glemmer alt om dig."
Politiet vinkede
Patrick mødte politiet på gaden. De vidste godt, at han var stukket af, men gjorde ikke noget ved det.
"De vinkede bare til mig. De gad ikke engang køre mig tilbage."
Sommerhuset i Skæring
Efter et forsøg med rygeheroin, som sendte Patrick direkte i dørken, satte Haderslev Kommune en handlingsplan i værk. Han blev sendt i sommerhus på Als, hvor nogle pædagoger fra Kanonen i Hadsten mødte op.
"De tog mig med til et sommerhus i Skæring, hvor jeg blev afruset. Jeg råbte og skreg, men de lod sig ikke mærke med det. De satte bare nogle regler op," fortæller Patrick, som så en mulighed for en ny tilværelse.
"Jeg ønskede at flygte, men mine sko skulle stå på gangen om natten, og min jakke og penge havde jeg heller ikke hos mig. Og hvor går du hen uden sko, når du ikke kender buslinjerne."
Lægger mærke til mig
Pædagogerne, der mandsopdækkede Patrick døgnet rundt, havde held med at aflede hans tanker, som fortsat kredsede om stoffer.
"De lægger mærke til, hvad jeg foretager mig. Og de bærer ikke nag, men snakker bare med mig, når det går skævt."
10 i engelsk
Patrick nåede ikke at opleve 8. klasse, men begyndte halvvejs inde i 9. skoleår, i den klasse, som Kanonen har oprettet. Han har netop fået sine første karakterer.
"Jeg fik 10 i mundtligt engelsk og 7 i mundtligt dansk," siger han stolt.
Nu har han på samme tid taget 25 kilo på. Fra en spinkel gut på 45 kilo vejer han nu 70. Han dyrker styrketræning tre dage om ugen, ser sine forældre, der også er blevet afvænnet, et par gange om måneden. og har fået dette skudsmål af sin pædagog Michel.
"Han siger, at jeg er født med rygrad. Jeg kan godt lide at få ros."