Fortsæt til indhold

Møbelfabrik forbliver på danske hænder

Hammel Furniture A/S har købt og betalt for FinDahls Møbelfabrik

Samfund
Arkiv

Erhverv Aftalen er underskrevet og champagnepropperne er poppet. Hammel Furniture A/S overtager Findahls Møbelfabrik a/s og viderefører en stolt dansk møbeltradition med produktion af kvalitetsstole.

"Det er med stor glæde, at vi kan informere, at vi har overtaget Findahls Møbelfabrik. Findahls er en spændende virksomhed, som lægger vægt på mange af de samme værdier, vi gør hos Hammel, herunder blandt andet en stolthed i at producere dansk håndværk i Danmark," udtaler administrende direktør Jens-Ole Staghøj og fortsætter:

"Jo tættere vi er kommet på virksomheden, jo mere sikre er vi blevet på, at det er den rigtige beslutning og, at de to virksomheder vil gøre hinanden stærkere."

Styrkelse

Hammel Furniture har længe ønsket at styrke sin position som leverandør af møbler til spisestuen. Med overtagelsen af Findahls er der nu mulighed for at levere komplette spisestuer med spiseborde, skænke, vitriner og spisebordsstole, et ønske, der har været efterspurgt af en række af Hammels nuværende kunder.

Findahls Møbelfabrik er en fortælling om gedigent dansk håndværk. Snedker Chresten Findahl startede fabrikken tilbage i 1946 som et bestillingsværksted med køkken, garderobe og produktion af blindstel til polstermøbler. Findahls stolene slog for alvor igennem hos danskerne i 1962. Her blev den klassiske skandinaviske stol Mosbøl lanceret. Mosbøl har solgt mere end en million eksemplarer. Orla Findahl, som overtog efter sin far i 1980 har fortsat den stærke håndværksmæssige tradition frem til i dag, hvorfor det også er med stor respekt, at Hammel Furniture overtager og viderefører Findahls.

"Det er vigtigt for os at pointere, at produktionen fortsætter på fabrikken i det sønderjyske," siger Jens-Ole Staghøj, der overtager direktørstolen fra Orla Findahl og fortsætter:

"Vi er rigtig glade for, at Orla har takket ja til at fortsætte som konsulent. Det betyder meget for os at kunne trække på hans mangeårige erfaringer og gode kompetencer."