Fortsæt til indhold

Paludan uønsket i Gellerup: Han provokerer muslimernes følelser

Gellerup-foreninger vil sætte en stopper for Paludans 'provokationer'

Samfund
Jeppe Rafn

Foreninger i Gellerup går nu til kamp mod Rasmus Paludan i håb om at få standset hans 'gentagne provokerende besøg' i det vestlige Aarhus, som senest i weekenden har ført til uroligheder i Gellerup.

Omkring 20 foreninger, der omfatter fodboldklubber, spejdere, moskeer og sociale klubber, har i weekenden mødtes for at diskutere Stram Kurs-lederens demonstrationer og de opståede reaktioner.

Foreningerne beder alle om at bevare selvkontrollen og ikke lade sig provokere af Rasmus Paludan, som i fredags på Grundlovsdag havde annonceret at ville afbrænde koranen ved en demonstration i Digterparken lige overfor Gellerupparken. Det kom dog ikke så vidt, for kort efter Paludans ankomst gik en mand til angreb på ham med en kniv og endte selv med at blive skudt i benet af politiet.

Irriterer og provokerer

"Vi er alle irriterede over disse besøg, der provokerer muslimernes følelser. Vi accepterer ikke Paludans besøg, og vi opfordrer alle ansvarlige til at håndhæve samt bruge de love, der kriminaliserer disse besøg," skriver foreningerne i en meddelelse til beboerne i Gellerup-området, som også er sendt på en mail til Lokalavisen.

"Borgerne føler sig krænket af Paludans besøg, og når han vil brænde koranen af, og de bliver kede af det, irriterede og frustrerede. Han provokerer, og det skaber uro i lokalområdet, som vi ikke har brug for," siger Simon El-Zeinab, som arbejder for civilsamfunds-beredskabet i Gellerup og er talsmand for foreningerne i Gellerup.

Han anerkender Rasmus Paludans ytringsfrihed, men mener ikke han skal demonstrere og ytre sig i nærheden af Gellerup.

Gør det på Himmelbjerget

"Han kan gøre det på Himmelbjerget eller i midtbyen, men ikke i et område hvor de fleste er indvandrere og muslimer," siger Simon El-Zeinab.

Foreningerne planlægger at afholde et møde med lokalpolitiet i Gellerup, kommunen og lokale foreninger, og man vil invitere de politiske partier til at drøfte 'disse provokerende besøg, da partierne også har et ansvar for at vedtage eller håndhæve love, der øger befolkningens sikkerhed, fred og sameksistens, samt at sætte stop for hån mod de forskellige trosretninger'.

Der er ikke sat en dato på mødet, men det vil ifølge Simon El-Zeinab meget snart blive planlagt, ligesom man vil invitere de unge i dialog for at nå frem til en løsning, så de ikke bliver provokeret af Paludans besøg, men kan håndtere dem på en fredelig måde.