Fortsæt til indhold

Gadekæret i Sall får 100.000 kroner

Samfund
Arkiv

Udvikling ’Landsbyerne er under afvikling’. ’Indbyggertallene falder’. ’Skolerne lukker’. Overskrifter som disse har der været mange af, og sådan var det sådan set også i Sall. For cirka 10 år siden lukkede kommunen byens skole, men så gik den klassiske lokalprotest i gang og en friskole blev oprettet. I 2018 blev Sall i Midtjylland kåret til Årets Landsby. Initiativerne er kommet frem i lyset og landsbyen udviklede sig, og nu sker der igen noget nyt.

Hedeselskabet støtter med 100.000 kroner, at Sall får sit gadekær tilbage. Byens gadekær er et indelukket vandhul, som har passet sig selv siden engang i 90’erne. Nu skal området åbnes og blive en integreret del af stisystemet i Sall, som forbinder byens mange institutioner og foreninger.

”Hedeselskabet arbejder for ’aktivt at forbedre bo- og levevilkår primært på landet’, og her er projektet i Sall et rigtig godt eksempel. Her har borgerne i den grad taget sagen i egen hånd og sikret en udvikling af et sted, som lige så vel kunne være endt i afvikling. Vi ville gerne støtte byen,” siger projektchef i Hedeselskabet, Vibeke Højen.