Den Gamle By modtager privat donation på en kvart million kroner
En uventet gave er tikket ind hos Den Gamle By
Den Gamle By har modtaget en glædelige meddelelse fra to mennesker, som har besluttet at donere en kvart million kroner til Den Gamle By. Det oplyser museet selv i en pressemeddelelse.
Parret har fulgt Den Gamle By gennem mange år og ønsker med deres bidrag at medvirke til at holde hånden under museets arbejde med børn og unge, herunder især den helt særlige indsats for socialt udsatte og mentalt handicappede børn, som i en årrække er udført i Den Gamle By.
Donatorerne er bekymret for Den Gamle Bys fremtid, og deres bidrag er givet med henblik på at sikre, at der også vil være en fremtid for Den Gamle By på den anden side af den store samfundskrise. Derfor er pengene givet til anvendelse i 2021.
Dermed er det samlede beløb, som er doneret til Den Gamle By, nu oppe på 1.464.904,77 kroner, og antallet af givere er 4.835. Heraf udgør tre store donationer i alt 600.000 kroner, men hovedparten er givet som mindre beløb, som typisk ligger på mellem 50 og 500 kroner.
"Vi var godt klar over, at Den Gamle By har en helt særlig folkelig forankring, men at den er så enestående stærk, var vi nok ikke helt bevidste om. Men hvor er det dejligt at få syn for sagen," siger Thomas Bloch Ravn, direktør for Den Gamle By, i pressemeddelelsen.
Han håber, at det snart bliver muligt at åbne den populære attraktion op igen.
"Vi har med glæde noteret os politikernes udtrykte ambition om at spænde et sikkerhedsnet ud under væsentlige kulturinstitutioner. Nu krydser vi fingre for, at embedsværket i udmøntningen af ordningerne også tager afsæt i de positive politiske intentioner, der ligger til grund," fortsætter museumsdirektøren i pressemeddelelsen.
jwh