Fortsæt til indhold

Nu bliver Tåning til Tånning

Da biskoppen for et par år siden prædikede i Tåning Kirke i Skanderborg Kommune, udtalte han ifølge byens indbyggere navnet forkert. Det var baggrunden for, at én indbygger satte sig for at få ændret stavemåden Tåning én gang for alle

Samfund
Marie-Louise Andersen,; JP Aarhus

Tåning Hvordan ville du udtale Tåning? Med langt å, udstrakt og let tryk på første stavelse – Tååååning. Eller hurtigt, Tånning – som honning?

Er du fra byen Tåning eller kender folk derfra, vælger du nok den sidste, men alle, der ikke har stiftet bekendtskab med byen, vil nok vælge den første.

Selv biskoppen valgte den første, da han prædikede i Tåning Kirke. Og det gav Sune Fredslund Andersen, der har boet i byen siden 1984, det sidste skub – nu skulle det være, byens navn skulle bringes i overensstemmelse med den korrekte udtale – Tånning med tre n’er.

"Vi, der bor her, krummer jo tæer, fordi vi siger Tånning. Og går man tilbage i tid, f.eks. til 1800-tallet, ser man tit sognet stavet rigtigt med tre n’er," forklarer Sune Fredslund Andersen.

"Staver man det, som man siger det, skal det være med tre n’er, men sådan staves det ikke på vejskilte."

Så Sune Fredslund Andersen og hans kone og et par venner gik sammen om at samle underskrifter ind for en navneændring af Tåning Sogn, der har 298 indbyggere, hvoraf 51 er under 18 år.

God chance

Den lille gruppe initiativtagere kørte rundt til folk i sognet, der dækker over landsbyen Tåning og landsbyen Horndrup, og spurgte, om de ville skrive under.

"Da vi havde fået 136 underskrifter, holdt vi, for så var vi langt over halvdelen. Reaktionen var positiv alle steder. Der var kun fem-syv stykker, som ikke ville skrive under."

Det er ikke længe siden, Hou i Odder Kommune fik lov at ændre byens stavemåde fra Hov til Hou. Og meget tyder på, at Tåning-indbyggerne også kan se frem til en navneændring.

Stednavneudvalget, som skal godkende navneændring af bynavne, sendte nemlig i januar 2018 et svar på Sune Fredslund Andersens forespørgsel og konkluderede med baggrund i underskriftindsamlingen og udtaleoptegnelser af Tåning, at 'såfremt Skanderborg Kommune anerkender og støtter borgerne i Tånings ønske om skriftformen Tånning og fremsender en formel ansøgning, har Tåning by og sogn rimeligvis en god sag'.

På byrådsmødet 18. december gav byrødderne grønt lys til ændring af stavemåden og forslaget skal nu ud i fire ugers høring. Går forslaget igennem og godkendes det af stednavneudvalget, vil det kræve udskiftning af byskilte, nogle henvisningsskilte, og så skal selve Tåningvej også omdøbes.

Vi, der bor her, krummer jo tæer, fordi vi siger Tånning

Hvorfor Tånning er blevet til Tåning, når gamle optegnelser, bl.a. et gammelt matrikelkort, angiver stavemåden med tre n’er, aner Sune Fredslund Andersen ikke.

"Måske det er en eller anden officiel person, der har siddet i København og skullet stave navnet og så stavet det med to n’er. Men vi andre, der har boet her fast i lang tid, ved, at det burde staves med tre n’er. Så der skal være overensstemmelse mellem tale og skrift, det er det, vi kæmper for."