Fortsæt til indhold

Holch Povlsen stod bag anonym milliondonation til sundhedsvæsenet under corona-krisen

Den aarhusianske rigmand Anders Holch Povlsen donerede 36 millioner kroner til det danske sundhedsvæsen under coronakrisen, skriver Berlingske

Samfund
Arkiv

200.000 testkit og seks analysemaskiner til at udføre testene i. Det var resultatet af en kontrakt, som Region Hovedstaden 3. april, imens corona-krisen var på sit højeste i Danmark, indgik med den kinesiske producent BGI. En aftale, som kostede 36 millioner kroner, men den var nødvendig, da det danske sundhedsvæsen var tæt på at være helt tørlagt for covid-19-tests. Derfor var det da også kærkomment, at det var en anonym milliondonation, der gjorde indkøbet muligt.

Søndag kunne Berlingske igennem en aktindsigt således afsløre, at det var den aarhusianske rigmand Anders Holch Povlsen, der stod bag den anonyme donation. Hans holdingselskab Heartland A/S, der har adresse i Aarhus, stod for kontakten til kineserne, og han betalte også regningen på 36 millioner kroner.

Bestseller og Anders Holch Povlsen bekræfter den store donation over for Berlingske med et skriftligt svar, hvor det bliver understreget, at det var helt bevidst, at donationen skulle være anonym, da man ikke ønskede, at den skulle opfattes som PR eller promovering af virksomheden.

Anders Holch Povlsen er ejer og administrerende direktør i Bestseller, der har hovedsæde i Aarhus. Den store tøjkoncern blev hårdt ramt af corona-krisen, og det var årsagen til, at man tidligt i krisen fyrede hele 750 ansatte i Danmark.

"I løbet af blot et par uger er vi gået fra udsigten til det stærkeste regnskabsår nogensinde til at havne i en dyb krise. Derfor er det også med ondt i hjertet, at vi i dag er tvunget til at afskedige 750 medarbejdere i Danmark," fortalte Anders Holch Povlsen dengang i en pressemeddelelse i forbindelse med de mange fyringer.

Senest er det kommet frem, at Bestseller er på randen af konkurs i Canada, hvor virksomheden er gået i betalingsstandsning og ifølge Børsen skylder en kvart milliard kroner til kreditorer .

jwh