Det er godt for den mentale sundhed
Rådmand Rabih Azad-Ahmad (R) er begejstret for, at store dele af Aarhus' kulturliv igen kan åbne efter nedlukningen
Den politiske aftale om at genåbne det danske samfund hurtigere end planlagt er godt for aarhusianerne og det lokale kulturliv. Det mener rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad (R), som glæder sig over, at kulturlivet kan åbne op igen.
”De seneste måneder har sat en tyk streg under, hvor vigtig kulturen er i vores samfund. Aarhusianerne har gået og længtes efter at gå på museum, låne en bog på biblioteket og møde hinanden i kulturlivet. Det er godt for både fællesskabet, den mentale sundhed og samfundsøkonomien, at byens kulturinstitutioner begynder at åbne igen,” siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse, der er blevet udsendt af Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
Han er dog opmærksom på, at kulturlivet i Aarhus endnu ikke er tilbage på det normale niveau:
”Coronakrisen har været hård ved vores kulturinstitutioner, og for flere af dem – ikke mindst vores spillesteder og festivaler – er problemerne ikke slut endnu. Heldigvis har vi sammen med Salling Fondene fået skabt en unik hjælpepakke til byens kulturliv, og jeg håber, at vi snart igen kan nyde godt af alle de fantastiske kulturtilbud,” fortsætter rådmanden i pressemeddelelsen.
Aftalen mellem Folketingets partier betyder, at store dele af den såkaldte fase 3, som skulle træde i kraft 8. juni, fremrykkes til 27. maj, hvor enkelte steder har fået lov til at åbne straks. Genåbningen omfatter dele af kultur- og foreningslivet, blandt andet museer, teatre, kunsthaller, biografer, akvarier og botaniske anlæg samt spejdere, aften- og musikskoler. Derudover omfatter åbningen også sommeraktiviteter for børn og forlystelsesparker.
jwh