Fortsæt til indhold

Aarhusianerne skal ikke sortere deres affald i 10 forskellige rum

"Vi skal overlade så meget som muligt til maskinerne," lyder det fra Bünyamin Simsek (V)

Samfund
Arkiv

Regeringen med miljøminister Lea Wermelin (S) i spidsen har bebudet, at danskerne skal til at sortere mere affald. Det sker som led i regeringens klimahandlingsplan.

Ministeren bebuder, at vi skal til at sortere i ti forskellige slags affald i såvel husholdninger som virksomheder, men den melding falder ikke i god jord hos Teknik og Miljø i Aarhus, hvor borgerne allerede sorterer deres affald i stor stil.

Rådmand Bünyamin Simsek (V) mener derimod, at det skal være enkelt og nemt at sortere affaldet, og derfor er det ikke yderligere fysisk sortering, der er behovet, men i stedet yderligere hjælp fra maskiner og teknologi.

"Vi skal genanvende vores materialer så meget som muligt og hele tiden mere og mere. Men at stille borgerne i udsigt, at de selv skal sortere i ti forskellige fraktioner, er forkert. Fremtidens affaldssortering skal bygges op omkring den enkelte borgers behov for et system, som er nemt og til at håndtere i en travl hverdag, og vi skal overlade så meget som muligt til maskinerne. Derfor skal vi passe på, at vi ikke kommer til at fokusere på systemet for systemets skyld, når vi indretter fremtidens affaldssortering," siger han i en pressemeddelelse.

Han opfordrer til, at man i stedet tænker i et samarbejde mellem den private affaldssektor og kommunerne, så man står så stærkt som muligt i arbejdet med den cirkulære omstilling.

"Hvis man lovgivningsmæssigt lægger alle beføjelserne ét sted – hvad end det så er 100 procent hos kommunerne eller 100 procent hos de private – så lægger man en skævvridning ind i systemet. Og det kan give de forkerte incitamenter, når vi skal arbejde videre med den cirkulære omstilling," siger han.

Rådmanden er medlem af Kommunernes Landsforenings forsynings- og miljøudvalg og har derfor beskæftiget sig indgående med de anbefalinger, som danner baggrund for regeringens udspil om affaldssortering.

"Vi risikerer, at vi mister den nødvendige opbakning fra borgerne til klimaomstillingen, hvis vi ikke har fokus på, at løsningerne skal passe til deres behov og deres hverdag, men i stedet blot udvikler en løsning, der passer til systemet," siger han.

dp