Fortsæt til indhold

Højvangens Genbrug åbner igen

Genbrugsbutikken optræder i en mere corona-venlig form

Samfund
Arkiv

Højvangens Genbrug kunne 13. maj igen slå dørene op. Og så endda i samme uge, som butikkens formand fylder 70 år:

"Det giver i den grad mening, at vi kunne butikken igen og vide, at der er brug for vores indsats dels til Kirkens Korshærs sociale arbejde for udsatte familier og hjemløse og dels for at støtte det lokale børne- og ungdomsarbejde med mere gennem Skanderborg Y's men Club," siger formanden og fødselaren Mogens Stig Nielsen.

Udvidelse

Samtidig med at butikken åbner, går Skanderborg Erhvervscenter ved Ejnar Grøn i gang med at udvide butikken med over 100 m2. En udvidelse der gør, at der bliver bedre plads til de mange pladskrævende møbler. Byggeriet forventes at stå klar til efteråret. Det er planen at genbruge alle mursten i den væg, som skal flyttes.

I byggeperioden kan man se billeder af møbler fra butikkens fjernlager på facebook, og det vil være muligt at lave aftale med en medarbejder, om at se møblerne.

Genåbningen betyder samtidig en udvidelse af butikken, så der bliver plads til flere møbler. pressefoto

Coronatider

I denne corona tid har det været gengrugens udfordring, at medarbejdere har et højt aldersgennemsnit og derfor er i risikogruppen.

"Vi har efter medarbejdernes tilbagemelding fået samlet en nød vagtplan, der hænger sammen på trods af, at flertallet af medarbejdere helst vil arbejde med sortering i små grupper uden for butikkens åbningstid," udtaler Mogens Stig Nielsen, der glæder sig til at vende tilbage til hverdagen igen.

Hverdagen bliver dog lidt anderledes med ensrettede gange i butikken, antalsbegrænsning, lukket til sorteringsrum samt kundetoilet og personale med værnemidler.

Tager medansvar

Normalt går overskuddet til socialt arbejde, og økonomisk har den lukkede periode landsdækkende kostet Kirkens Korshær 9 mio. kroner om måneden, da genbrugsbutikkerne er den største indtægtskilde.

"Når Århus har haft Danmarksrekord i antallet af unge hjemløse, er der grund til, at vi også i Skanderborg tager et medansvar, bl.a. fordi nogle af de unge er flyttet til storbyen for at få en uddannelse, men droppede ud og bliver sofasurfere og måske senere hjemløse," siger Mogens Stig Nielsen.