Fortsæt til indhold

Nyt ledelsesteam på Frijsenborg Efterskole

Forstander Brian Ovesens kone er skolens nye viceforstander

Samfund
Arkiv

undervisning Så er det nye ledelsesteam på plads på Frijsenborg Efterskole. Britt Lundkvist Ovesen tiltræder pr. 1. august som ny viceforstander på Frijsenborg og kommer fra en stilling som viceskoleleder på Hadbjerg Skole. Hun skal således indgå i skolens nye ledelse sammen med forstander Brian Ovesen og den nye afdelingsleder Rasmus Bejder. Dermed er holdet sat til det kommende skoleår og det nye hold elever, der starter op til august.

Bestyrelsesformand Jens Ove Friis fortæller i en pressemeddelelse, at det har været en spændende ansættelsesproces med mange ansøgere.

De helt rette kompetencer

"Vi fandt ikke den rette profil i første runde, men da forstander Brian Ovesens hustru meldte sig i ansøgerfeltet, trådte Brian ud af ansættelsesudvalget og det var efterfølgende et enigt ansættelsesudvalg, der kunne ansætte Britt.

”Vi har i Britt fundet en meget egnet, relevant og ikke mindst utrolig dygtig viceforstander med de helt rette kompetencer. Vi vidste, det ville blive en udfordring at finde den helt rigtige, men det er lykkedes os. Vi er nu utrolig godt rustet til fremtiden,” siger han.

Jens Ove Friis mener, at valget af Britt gør den nye ledelsesstruktur på Frijsenborg Efterskole endnu stærkere.

”Det er en gave, at vi nu har en både meget erfaren og samtidigt også ung ledelse på Frijsenborg. Forstander Brian Ovesen har 14 års ledererfaring fra efterskolen, som henholdsvis viceforstander og forstander, og den nye afdelingsleder Rasmus Bejder, som skal stå for en del af arbejdet med skolens elever med høretab, har også erfaring som lærer på efterskolen. De kender Frijsenborgs ånd og værdier til hudløshed og sikrer kontinuiteten. Britt kommer med de helt friske øjne og en meget væsentlig ledelseserfaring.”

Brian Ovesen glæder sig til samarbejdet og fremhæver, at Frijsenborg med Britt får en viceforstander med både ledelseserfaring og de helt rette værdier.

”Vi får en velkvalificeret viceforstander, der er utrolig skarp på daglig drift, personaleledelse og skoleudvikling.”

Udover ledelsesopgaverne skal Britt også indgå i skolens Science-faggruppe og den naturfaglige undervisning. Noget som afdelingsleder Rasmus Bejder ser som en rigtig stor fordel.

”Det er en fremragende måde at få fingrene i mulden på og at få føling med skolens elever og pædagogik. Og med Britt i faggruppen ser vi store muligheder for at videreudvikle faget Science, der jo også er et af Frijsenborgs væsentlige profilfag.”

gs