Fortsæt til indhold

Mod nye mål efter aflyst VM

Lærke Kamp Pedersen fra Favrskov Taekwondo Klub er nomineret til titlen som Årets Guldvinder

Samfund
Arkiv

FAVRSKOV Det hele startede med dans, men en dag i foråret 2008 ville Lærke Kamp Pedersen ned og prøve at træne i den lokale taekwondo klub.

Det blev starten til mange sjove og udfordrende oplevelser. Lærke, der i dag er 4. Dan (4. grad af sort bælte), er regerende europamester, dobbelt nordisk mester og dobbelt dansk mester. Og indstillet som en af de tre kandidater til Lokalavisen Favrskovs Guldvinder-titel, som uddeles i samarbejde med sponsor Wavin.

Tilfældighed

Hun kom lidt ved en tilfældighed til prøveoptagelse til Dansk Taekwondo Forbunds talenthold i 2013. Kravet var blandt andet, at man skulle være minimum 12 år - det blev Lærke tre dage før prøven. Lærke blev optaget, og allerede i 2014 blev hun udtaget til tekniklandsholdet. Kulminationen samme år var en bronzemedalje ved VM i Mexico.

Da taekwondo på eliteniveau er en lille sport i Danmark, foregår hovedparten af stævnerne i udlandet.

"Mange af stævnerne er naturligvis i Europa," fortæller Lærke, "men jeg har også været til stævner i Peru, Taiwan, USA og Canada".

Lærke rejser ikke alene, men har ofte sin mor Kirsten med. Hun bistår med de praktiske forhold.

Højdepunkt i Tyrkiet

Karrierens hidtidige højdepunkt blev nået i 2019, da Lærke som nyoprykket senior blev Europamester i team disciplinen ved EM Tyrkiet. Lærke repræsenterede også Danmark i den individuelle disciplin, hvor hun i overbevisende stil vandt bronze.

VM 2020 har længe været et mål for Lærke - især fordi det skulle holdes på 'hjemmebane' i Herning.

Som så mange andre internationale sportsarrangementer, blev VM 2020 desværre aflyst grundet Covid-19.

"Nu er mine mål EM 2021 og VM 2022."

"Men det er da rigtigt surt med aflysningen, når jeg har trænet hårdt og længe for at være klar", siger hun.

Lærke læser på Marselisborg Gymnasiums TeamDanmark linje.