Ry-piger drømmer om en fremtid med Farveblyanter, tusser og tegneplader
Unge tegnetalenter fra Ry deltog i DM i Tegning 2020 - og en af dem løb blev Danmarksmester
Tegnemestre Der er gang i tusser, tegneplader og farveblyanter i Ry. Her bor nemlig et par af Danmarks største tegnetalenter, 18-årige Julie Møller Kamper og 13-årige Mie Rohde.
I weekenden var de begge blandt de 32 dygtigste, unge tegnere, der havde kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet i Tegning 2020. For Julie sluttede weekenden med en kåring som Danmarksmester i Tegning i kategorien 'Bogillustration' 18-21 år, mens Mie måtte se sig slået på målstregen i kategorien Essence of Animal 9-13 år.
"I min kategori fik vi udleveret et citat - 'Har den, der ikke kan tælle, men finder et firkløver, ret til lykke' - som vi skulle tegne en illustration til. Jeg skulle tegne på en tegneplader på computeren, og det har jeg faktisk ikke prøvet før, men det gik jo rigtig godt," fortæller Julie.
"Normalt tegner jeg i hånden, og ja, jeg tegner så meget, som jeg overhovedet kan slippe afsted med og det har jeg altid gjort. Lige for tiden tegner jeg ekstra meget, fordi der har været corona-karantæne, og det har givet mere tid. Jeg laver også meget keramik, og i det hele taget elsker jeg at lave ting med mine hænder," siger Julie, der overvejer at gå den kreative vej, når hun til næste år bliver student.
"Jeg kunne godt forestille mig at gøre det til en levevej at tegne og illustrere. Designskolen i Kolding er i hvertfald med i mine overvejelser," fortæller hun.
Animator eller tatovør
Også Mie er bidt af at tegne og har gjort det, fra hun var helt lille. Allerede som fire-årig kunne hun tegne det, hun så. Mie har adhd, og det at tegne er for hende en måde at koble af på og lade op.
"At tegne giver mig ro, og tegning betyder rigtig meget for mig. I min kategori, der hed 'Essence of Animal', fik vi udleveret et foto af en hjort og en tegning af Mickey Mouse og opgave lød på at tegne en vild Mickey Mouse-hjorth. Jeg gjorde mig umage med at få den helt megaperfekt, men den blev nuttet og sød og ikke vild, desværre. Det kostede sejren," forklarer hun om konkurrencen.
Mie drømmer også om at kunne leve af sit tegnetalent. Lige nu er hendes plan at tage på animationsefterskole, og derefter at søge ind på uddannelsen som animator assistent.
"Jeg tror, jeg har en god chance for at komme ind, fordi jeg har let ved at tegne det, folk beder om. Jeg har også tænkt på, om jeg skulle blive tatovør."
Tårnhøjt niveau
Danmarksmesterskabet foregik i år på grund af corona-krisen på en utraditionel måde. Kun otte af de i alt 32 deltager, der havde kvalificeret sig til mesterskabet, var fysisk til stede, mens de øvrige 24 deltagere deltog hjemmefra og uploadede deres tegninger til bedømmelse via Facebook. Selve mesterskabet blev livestreamet på Facebook-siden Tegnefestival/DM i Tegning.
"Niveauet blandt deltagerne var tårnhøjt. Jeg er fuldstændig blown away over, hvor mange dygtige unge tegnetalenter, der findes rundt omkring i Danmark. Årets DM-deltagere har alle klaret det helt fantastisk," fortæller Jannik Broz, der er leder af Billedskolen Horsens og idémanden bag DM i Tegning.