Mere motorvej til Favrskov og Østjylland
Anders G. Christensen og Daniel Toft Jakobsen er enige om mere infrastruktur til Østjylland. Det kom frem under Lokalavisen Favrskovs livestreamede debat.
FV19 Der er både emner hvor de to spidskandidater i Favrskov-Kredsen er enige, men der kommer også uenigheder frem under den livestreamede debat på Lokalavisen Favrskovs facebook-side.
(Lyden virker rigtig godt efter 8 minutter. Vi beklager den lidt skrattende lyd de første 8 minutter.)
Den største enighed ligger i spørgsmålet, som flere af Lokalavisens brugere og læsere har stillet: Hvad er første prioritet her i Østjylland: Er det Rute 26, ekstra spor ved E45, en shunt ved Søften, eller en Kattegatbro?
"Jeg vil gerne gøre det hele til førsteprioritet selvom jeg godt ved et ikke kan lade sig gøre. Vi skal udvide E45, og Rute 26 og plukke den lavthængende frugt, det er shunten ved Søften. Vi skal som lokale kandidater holde fokus og sikre penge , når anlægsudgifterne skal findes," siger Anders G. Christensen.
"Shunten skulle vi gerne få lavet hurtigt. I Østjylland har der været en gentleman-agreement om at få lavet de tre spor ved E45. Som Favrskov-kandidat mener jeg at rute 26 er vigtigste prioritet. Efter at trinbrættet i Laurbjerg nu kommer, så håber jeg at shunten kommer rimelig hurtigt. Det er dejligt, at Anders siger det her, for det er vigtigt, at vi kan samarbejde på tværs af vores partier," følger Daniel Toft Jakobsen op.
Hvad er vigtigst for dig: Effektiv grænsekontrol. Eller at politiet laver deres kerneopgave: At opklare tyverier og jagte indbrudstyve?
"Begge dele er lige vigtige. Det ene er meget nært omkring indbrud og tyveri. Den er selvfølgelig vigtig. Grænsekontrollen også vigtig, vi skal sikre vores grænser, så der er ikke er folk der farer ud og ind af landet med ting som de måske har hentet ulovligt i hjem og i Danmark," mener Anders G. Christensen.
"Så længe vi ikke kan sikre de ydre grænser, så skal vi også sikre den danske grænse. Det er relevant se på, hvor mange ressourcer politiet bruger på det. Jeg håber vi kan finde endnu mere teknologi såsom nummerpladescannere og andre tiltag der kan aflaste politiet. I forhold til alle de mange indbrud, så er der brug for flere folk i politiet. Og der er vi heldigvis på vej med flere uddannede betjente," siger Daniel Toft Jakobsen.
Hvordan vil du befordre dig på din ofte daglige transport mellem din bopæl og Christiansborg?
"Det har jeg ikke filosoferet meget over. Nu skal jeg lige vælges først. Det bliver fly, bil tog, færger. Lidt hvad der passer i forhold til møder. Hvis jeg bliver valgt, så vil jeg helt klart arbejde for en Kattegatbro, så man kan tage et tog fra Aarhus og derover," siger Anders G. Christensen.
"I denne folketingsperiode har jeg mest rejst via tog. Det er mit transportmiddel," lyder det fra Daniel Toft Jakobsen.
Hvad vil I hver især gøre for at få flere bløde hænder ud i den kommunale sektor?
"Vi giver et velfærdsløfte på 69 milliarder, så vi kan få flere hænder ud i skoler børnehaver og ældreplejen," lyder det fra Anders G. Christensen.
"Vi har peget på nye finansieringer ved at dem der tjener meget på aktier, bankerne og dem der arver store beløb, skal bidrage til lidt mere, siger Daniel Toft Jakobsen.
Hvad får man med dig som valgt til Folketinget?
Daniel Toft Jakobsen: "Med mig får du en kandidat, der passer på vores velfærdsamfund. Jeg vil leve op til at være en idealistisk politiker. Jeg har fire pejlemærker. Det er bæredygtighed, de nære relationer i børnefamilierne, hvor vi har det godt med hinanden undervejs. Solidaritet i forhold til ulighed i verden og den fattigdom vi har herhjemme. Frihed til forskellighed. At man også accepterer dem der er anderledes end end en selv."
Anders G. Christensen: "At vi har frihed til det enkelte menneske, men også giver hjælp til dem, der har det svært. Vi skal udbygge vores velfærd, men også vores økonomi, blandt andet ved at sikre, at vores firmaer ikke får skattestigninger. Vi skal hele tiden arbejde med at sikre klima og miljø. Vi skal have en god sundhedssektor og glæde os over de 21 nye sundhedsfællesskaber. Vi skal have styrket psykiatrien og nedbrudt tabuer omkring psykiatri."