Letbaneoverkørsel sikret med bomme efter dødsulykke
Arkiv
Letbaneoverkørslen på Albøgevej ved Trustrup er nu blevet sikret med et bomanlæg. Det fortæller områdechef i Banedanmark Marianne Kristensen til P4 Østjylland.
Det var i denne overkørsel, at en 34-årig nordmand og hans syv-årige søn mistede livet i en kollision med et letbanetog 6. juli.
På det tidspunkt var overkørslen sikret med klokker og lys, hvilket er tilladt så længe toget ikke kører hurtigere end 75 kilometer i timen. Planen er dog, at letbanen snart skal op på 100 kilometer i timen.
Det nye bomanlæg er et halvbom-anlæg, som kun dækker højre vejbane i begge retninger.
Havarikommissionen arbejder fortsat på at klarlægge, hvad der skete under dødsulykken i juli.
SC