Fregatten Jylland skyder skolernes sommerferie i gang
Når fregatten Jyllands master skal renoveres eller riggen skal trimmes, er BMS en flittig gæst i Ebeltoft. Men i weekenden gæster BMS fregatten Jylland i en helt anden anledning
Ebeltoft Fregatten Jylland skyder skolernes sommerferie i gang med et helt unikt arrangement.
For at støtte fregatten Jylland i tiden efter Corona-nedlukningen har BMS tilbudt at stille med én af de helt store kranlifte, så gæsterne kan få en unik oplevelse, når de kommer på besøg enten den 27. eller 28. juni.
Kom 70 meter op
Gæsterne kan booke en tur i liften og komme 70 meter op til en udsigt over Ebeltoft og vigen, der ellers kun er forbeholdt Fregatten Jyllands håndværkere. Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding vil være ”først-til-mølle”. Aktiviteten er gratis, når entrébilletten er betalt eller man er årskortholder. Billetter kan bookes på www.fregatten-jylland.dk.
BMS er specialiseret i kraner og lifte af enhver størrelse, og hjalp i foråret 2019 med at rejse fregatten Jyllands nye krydsmast.