Fortsæt til indhold

Hvem går rundt og stjæler Skjøds katte om natten?

Det er noget mystisk, at mange katte er forsvundet i netop én landsby

Samfund
Erling Baastrup

Gennem det sidste år er mange katte forsvundet på mystisk vis.
”Da min kat blev væk, ledte vi naturligvis overalt. Katten har jo sit faste territorium. Men heller ikke husets hund kunne opspore katten,” fortæller Inge Vestergaard, der bor på Kirkeskovvej i Skjød.

”Er din kat også løbet væk? Sådan spurgte flere hinanden i Skjød, og så blev det pludselig mistænkeligt.

Helt kuld væk

”I november havde jeg et kuld killinger, der stadig ammede, men de forsvandt også,” kan Birgit Sehested på Bygaden fortælle. Og inden for den sidste måned er både mor og datter med en uges mellemrum forsvundet. Men mange flere tilfælde af forsvundne katte kan der berettes om.

De to kvinder gør sig tanker om, hvad der kan være sket. Er det naboer, som er blevet irriteret på kattene? ”I så fald vil vi gerne i dialog,” siger Birgit, men hun tror nu ikke meget på, at det er lokale, der er involveret.

Enten er de blevet aflivet, eller måske bruges de til forsøg? Er de stjålet med videre salg for øje? De fleste af de forsvundne katte er penge værd.

”Bare vi vidste, hvad der er sket. Uvisheden er det værste,” er de to kvinder enige om.