Lokale Rotary-klubber med i kamp mod polio
favrskov Børn, der ikke er vaccineret mod polio, børnelammelse, kan stadig blive ramt af smitten, selv om den ikke lige nu er i Danmark. Det er en del af baggrunden for, at Rotary i Danmark står bag en donation på én million kroner på poliodagen 24. oktober.
Blandt bidragyderne til den store donation er Hinnerup, Hammel og Hadsten Rotary-klubber.
Flere steder i verden er der stadig nye tilfælde af polio, selv om der i over 30 år er lagt et meget stort arbejde i at bekæmpe sygdommen.
I år er der nye tilfælde af polio i både Afghanistan og Pakistan, hvor Danmark udfører hjælpearbejde, og i Filippinerne, som mange ferierende danskere besøger.
I Danmark sås sidste tilfælde af polio i 1976, og det seneste importerede tilfælde var i 1983. Men blot et enkelt importeret tilfælde kan betyde smitte igen for de danske børn, der i dag ikke er vaccinerede.
Rotary satte sig i 1985 i spidsen for at bekæmpe den frygtelige sygdom og har siden 1987 haft et tæt samarbejde med WHO og Unicef om opgaven.
jesl