Ny skønhedsklinik i hjertet af Aarhus er åbnet
30-årige Charlotte Lærkenfeldt har rykket sin klinik fra Lystrup til midten af Aarhus
velvære Selvstændig. Det er et ord, der i mange år har haft en betydning for 30-årige Charlotte Lærkenfeldt. Både hendes far og mand er selvstændige, og hun har også selv haft lyst til at være sin egen chef. Hun har også altid interesseret sig for hudpleje og velvære, så da hun for år tilbage så en flyer i Kolding om at blive kosmetolog, så vidste hun, at det var lige præcis dét, hun skulle.
Hun blev uddannet lægeeksamineret kosmetolog i 2014, og året efter åbnede hun sin egen klinik i Lystrup. Hun gik på barsel i december 2017 og fødte sønnen Lucas i januar 2018. Hun savnede kundekontakten og sit fag, og derfor har hun i et stykke tid været på jagt efter nogle lokaler, så hun kunne åbne en ny skønhedsklinik. Kravet denne gang var dog, at det skulle ligge i centrum, da det geografisk passer bedre med familielivet og bopælen over for Den Gamle By.
"Da jeg så det her sted, vidste jeg, at det var det rigtige," siger Charlotte Lærkenfeldt og henviser til Fredens Torv 1B st. th., hvor hun 1. april åbnede Dermadeluxe.
Her tilbyder hun forskellige ansigtsbehandlinger, velværemassage, voksbehandlinger og eyelash extensions.
"Jeg havde egentlig kun regnet med, at jeg skulle have barsel i seks måneder, men det tog tid at finde de rigtige lokaler, og samtidig skulle jeg også finde nogle nye produkter," fortæller Charlotte Lærkenfeldt.
Økologi i ansigtet
Lige præcis produkterne har været vigtige for hende. Hun har valgt at bruge udelukkende økologi til sine behandlinger, og samtidig er Amazing Space, som produkterne hedder, danske.
"Når man først har fået børn, så tror jeg især, at mange begynder at tænke ekstra over, hvad de putter på deres hud. Vi skal jo huske på, at huden er kroppens største organ, og det er vigtigt at pleje den," siger kosmetologen.
Som noget forholdsvist unikt er der sammen med hudplejeserien også kosttilskud og vitaminer.
"Hvis man for eksempel mangler mineraler eller vitaminer, så kan man se det på huden. Hos mig kan man både pleje sin hud indvendigt og udvendigt, og det giver nogle fantastiske resultater," fortæller hun.
Produkter til baby
Udover, at hun tilbyder kosttilskud, så har hun også økologisk hudpleje til babyer.
"Det er så vigtigt, at vi passer på den sarte babyhud. Den er skrøbelig."
I det hele taget har hun meget fokus på, at man skal passe på sig selv og pleje sin hud og sind. Derfor er det også vigtigt for hende, at klinikken ligger i en gård, så selv om det er midt i Aarhus, kan man ikke høre larmen fra bilerne udenfor, men i stedet kan man nyde den stille og rolige afslapningsmusik, der toner ud af højttalerne og suge den helt særlige rene duft, der som regel altid er i en skønhedsklinik, til sig.
"Det betyder meget for mig, at mine kunder kan mærke, at der er en ro her hos mig i deres ellers ofte travle hverdag," fortæller Charlotte Lærkenfeldt, der både har været dealer på Casino Royal, passet sin klinik, da den lå i Lystrup og haft freelance-timer hos en kosmetolog i Kolding.
"Det er jeg stoppet med. Jeg går nu all ind på at få den her klinik op at stå," siger hun med et stort smil og glæder sig over, at bookingerne allerede tikker ind på Mac-computeren.