Fortsæt til indhold

Præsteklumme: Hvad skal jeg gøre for at få et godt liv?

Samfund
sognepræst Morten Skrubbeltrang, Hasle

præsteklumme I dag kan spørgsmålet om, hvad vi skal gøre for at få et godt liv ofte dukke op.

Hvad er det, der giver det gode liv? Og vi kan finde svaret mange steder. Det er ikke entydigt, hvad der giver værdi for os hver især. Desværre kan vi også jagte svaret mange steder. Så farer vi rundt – og farer måske vildt i forsøget på "det gode liv."

I kristendommen er der heller ikke én entydig formel for det gode liv. Kristendommen er ingen brugsanvisning, hvor du er sikker på succes, hvis blot du følger vejledningen. Men kristendommen gør dog tydeligt, at du ikke finder det gode liv ved kun at se på dig selv. Det gode liv er et liv med og for andre. Et liv, der lykkes, når vi arbejder på den andens lykke.

I søndagens tekst spørger den rige mand Jesus om, hvad han skal gøre for at få det gode liv. Og han får det i første omgang nedslående svar, at han skal sælge alt sin rigdom for at blive lykkelig. "Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige," forklarer Jesus sine disciple.

Er det så kristendommens brugsanvisning? At vi skal sælge alt for at opnå det gode liv? Nej – vi skal ikke sælge vores muligheder – vi skal bruge dem, til gavn for andre. Og teksten slutter heldigvis ikke med kamelen, der ikke kan komme gennem nåleøjet. For Jesus fortsætter med at forklare sine disciple, der godt kunne se det umulige i opgaven, at "for mennesker er det umuligt, men for Gud er alt muligt."

I jagten på det gode liv kan vi hvile i budskabet om, at vi ikke selv skal skabe alt – for mennesker er det umuligt, men for Gud er alt muligt.